Advokat: Retsfølelse skævvredet

Lyt til artiklen

Peter Christensen skal i fængsel i 50 dage, fordi han har slået en taxachauffør. For to år siden ville straffen sandsynligvis have været noget lavere. Voldsmandens advokat, Helle Lokdam, mener, at Peter Christensens sag er et klart eksempel på, at det er på tide, at man i Danmark finder på flere alternative strafformer til fængselsstraf end dem der findes i dag. Eksempelvis husarrest, som er en stor succes i Sverige. »Det er klart, at der skal straffes, men det er ikke klart, at det skal være frihedsstraf«, siger Helle Lokdam og fortsætter: »Det er usundt for unge førstegangskriminelle at komme i fængsel. De fleste opfatter ikke sig selv som kriminelle. Den selvopfattelse smadres ved at sætte dem i fængsel, hvor det pludselig er smart at lave kriminalitet og tjene lette penge. Det er et helt andet normsæt, de stifter bekendtskab med. Og nogle af disse kontakter bibeholdes, når de kommer ud igen«, fortsætter hun. Straffene er forhøjede I 2002 forhøjede regeringen, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet straffene for vold med omkring en tredjedel. Politiken har bedt fem folketingspolitikere om at læse og vurdere Peter Christensens sag. De partier der stemte for stramningerne, mener han har fået som fortjent, mens Socialistisk Folkeparti beklager, at han skal en tur bag tremmer. Den hårdere straf til voldsmænd har ikke fået volden til at falde. Sidste år steg volden med fem procent til 10.894 voldssager. Ni ud af ti voldssager er det man kalder for simpel vold, som forårsager ingen eller kun mindre skade på offeret. Resten er kategoriseret som »alvorlig« eller »særlig grov« vold. Strid om retsfølelse Formanden for Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Henning Jensen Duus, mener det er alt for tidligt at konkludere, at hårdere straffe til voldsmænd ikke vil resultere i mindre vold. »For måske ville volden været steget endnu mere uden de hårdere straffe«, siger han. »Ofrene virker meget mere tilfredse med straffelængderne efter stramningerne. Forbrydelse og straf hænger langt bedre sammen i dag. De hårdere straffe er godt for retsfølelsen«, tilføjer Henning Jensen Duus. Men det er Helle Lokdam uenig i. Hun mener, at begrebet retsfølelse er blevet skævvredet de seneste år. »Når man arbejder inden for det her område og ser virkeligheden med de nuancer der er i den, så er det ikke min opfattelse, at den danske retsbevidsthed kræver, at der straffes på den måde man gør i dag«, siger Helle Lokdam.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her