For under en uge siden var Mariann Fischer Boel den lykkelige ejer af aktier for knap 100.000 kroner i koncernen Danisco. Men mandag solgte den kommende landbrugskommissær samtlige værdipapirer i sukkergiganten, som modtager over 200 millioner kroner i landbrugsstøtte om året. Det fremgår af en ny erklæring til EU-kommissionen om hendes finansielle og økonomiske interesser, som hun netop har offentliggjort. Danisco er en af verdens største producenter af sukker, og selskabets resultater er tæt knyttet til EU's politik på handels- og landbrugsområdet, mener flere eksperter. »Som landbrugskommissær vil hende beslutninger have direkte konsekvenser for Danisco, og det vil skabe klare interessekonflikter. Ved at åbne de handelsbarrierer, der beskytter EU's sukkerproducenter, kommer prisen på sukker til at falde - og det vil have negative konsekvenser for Daniscos aktiekurs«, vurderer seniorforsker Stefano Ponte fra Dansk Institut for Internationale Studier. Han bakkes op af EU-ekspert Marlene Wind, Københavns Universitet, der mener, at den nye danske kommissær ser ud til at have taget den seneste tids kritik om inhabilitet til sig. Tonerne er dog langt mindre positive fra oppositionen. Strid om sukkerstøtte EU-parlamentariker Margrete Auken (SF) mener, at aktieposten kan forklare den tidligere fødevareministers modvilje mod at kæmpe for at afskaffe sukkerstøtten. Blandt andet da et flertal uden om regeringen sidste år tvang Mariann Fischer Boel (V) til at give de fattigste udviklingslande fuld adgang til at sælge sukker på det europæiske marked. »Pludselig er det ikke så mærkeligt, at hun ikke ville afvikle eksportstøtten. I forhold til aktierne virker det mistænkeligt«, mener Margrete Auken, som dog især retter kritik mod investeringerne i en russisk svinefarm, som erklæringen også omtaler. »Farmen er et jammerligt signal. Udvidelsen af landbrug i Østeuropa udgør et af de alvorligste punkter på miljø-dagsordenen. Og det ser ikke ud til, at hun vil kritisere det stigende antal svinefarme i Polen og Baltikum, der kan true sårbare naturområder«, siger hun. Fogh skal i samråd Miljøordfører Keld Albrechtsen fra Enhedslisten vil kalde statsministeren i samråd: »Statsministeren har et stort forklaringsproblem. Han garanterede, at Boel ikke var inhabil den 24. august. Men nu kommer oplysningerne om både den russiske farm og aktierne i Danisco. Så enten kendte han til det, eller også tog han stilling på et ufuldstændigt grundlag fra Boels revisor«, siger han. I erklæringen fremgår det, at Fischer Boels mand, Hans Fischer Boel, 6. september aftalte at trække sig ud af selskabet Agripo, der investerer i et større svinebrug nord for Moskva. Han overdrog en part på 53.000 kroner og et lån på 200.000 kroner, fremgår det af en række dokumenter fra advokaterne Møller, Andersen og Hoeck. Advokat Henrik Hoeck er også medejer af Agripo. Mariann Fischer Boel sagde ellers 16. september i Politiken, at hendes mand havde trukket sig ud af projektet for en måned siden - derfor stod der intet om farmen i hendes omstridte revisorerklæring til EU-kommissionen. Men senere udtalte Agripos direktør, Torben Thomsen, og Hans Fischer Boel, at han først aftalte at sælge sin anpart 6. september, altså efter at revisorerklæringen var skrevet. Det fik Boel til at forklare, at hun var blevet misforstået og havde talt om den erklæring, hun i går offentliggjorde. I erklæringen gør hun også rede for, hvem der ejer Fischer Boel-familiens landejendomme på Fyn. Erklæringen er en af de 25, som samtlige nye kommissærer har sendt til kommissionen som en del af et særligt adfærdskodeks for kommissærer, Code of Conduct. Her er Boel med en 18 siders lang erklæring klart kommissærgruppens grundigste. Det var ikke muligt at få en kommentar fra Mariann Fischer Boel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























