Hollandsk kommissær forlader erhvervslivet

Lyt til artiklen

Det er ikke blot den kommende danske landbrugskommissær Mariann Fischer-Boel, som op til høringerne i EU-parlamentet i de kommende uger har været i medieorkanen. Et af de mest kritiserede medlemmer af den nye kommission, hollænderen Neelie Kroes, har nu taget skridtet fuldt ud for at undgå, at der bliver sat spørgsmålstegn ved hendes habilitet. Vil undgå spekulation Den 63-årige kommende konkurrencekommissær og millionær har meddelt, at hun aldrig mere vil arbejde i erhvervslivet - heller ikke når perioden i EU-kommissionen udløber i 2009. »Hun ønsker at gøre det krystalklart, at hun vil være fuldt ud uafhængig gennem hele sin embedsperiode. Og undgå enhver spekulation mod enden af sit mandat«, siger talsmand for kommissionen, Stefaan De Rynck. Den kommende kommissionsformand José Manuel Barroso har offentliggjordt samtlige 25 nye kommissærers erklæringer om deres private erhvervsinteresser og ægtefællers økonomiske interesser. Det sker som følge af det særlige adfærdskodeks for kommissærer, Code of Conduct. Farvel til Volvo Neelie Kroes har en lang karriere i erhvervslivet bag sig, og hun har netop trukket sig tilbage fra en lang række bestyrelsesposter i blandt andet Volvo og det franske våbenfirma Thales. Med posten som konkurrencekommissær kommer Neelie Kroes til at sidde med det sidste ord i sager om karteldannelse eller udnyttelse af et monopol. 28. september skal Neelie Kroes høres i parlamentet, som vil stille kritiske spørgsmål til den kommende konkurrencekommissær. Under høringen vil Kroes' interessekonflikter komme på dagsordenen. Eksempelvis kan det give problemer, hvis hun skal tage stilling til en konflikt, der involverer et af de firmaer, hvor hun tidligere har haft en topstilling. Hertil svarer hun i en personlig redegørelse til kommissionsformand Barroso, at hun ikke vil deltage i sagsbehandling vedrørende firmaer, som hun har siddet i bestyrelsen for, hvis sagen vedrører den periode, hun har været aktiv i firmaet. Samtidig vil hun i en karensperiode i et år fra tiltrædelsesdatoen 1. november undlade at deltage i undersøgelser eller diskussioner vedrørende de firmaer, hun har været i bestyrelsen for. En stor del af bestyrelsesposterne har Neelie Kroes forladt så sent som 1. september. Sit personlige aktieselskab til en værdi af 1,6 mio. euro - eller 11 mio. danske kroner - har hun for kun to uger siden overført til en fond med en bestyrelse, som er uafhængig af den kommende kommissær. Fri konkurrence Det danske parlamentsmedlem, Karin Riis-Jørgensen (V), betragter Kroes' udmelding om at trække sig tilbage som fornuftig. Hun ser ingen problemer med konkurrencekommissærens habilitet. »Det vigtigste under høringen bliver hendes holdning til fri konkurrence i Europa. Det er vigtigt, at den debat ikke bliver forstyrret af uvedkommende flimmer. Det er vi ovre nu«, siger Karin Riis-Jørgensen. Også den kommende italienske justits- og sikkerhedskommissær, Rocco Buttiglione, kan komme i den varme stol under høringerne i EU-parlamentet - på grund af kontroversielle udtalelser om, at han støtter en tysk ide om, at EU skal etablere flygtningelejre i det nordlige Afrika for at dæmme op for strømmen af asylansøgere mod Europa.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her