Dansk natur er under pres fra byer, der spreder sig, gylletanke, sommerhuse, motorveje og andre former for tekniske anlæg. Naturen er beskyttet af en stribe ældre regler, men ganske ofte bliver de undermineret af dispensationer. Danmarks Naturfredningsforening mener, at systemet skal ses efter i sømmene. »Mange af reglerne er blot videreført i den nye naturbeskyttelseslov, der træder i kraft 1. oktober. Det ville være lækkert, hvis vi i stedet kunne få kulegravet dem«, siger afdelingsleder Michael Leth Jess fra Danmarks Naturfredningsforening. Den danske natur - og de mennesker, der lever midt i den - er underlagt beskyttelseslinjer for søer, åer, kirker, skove, strande og fortidsminder. Derudover dikterer by- og landzonebestemmelserne en skarp adskillelse mellem by og land. Men Danmarks Naturfredningsforening peger blandt andet på, at en række små dispensationer, der hver for sig er lovlige nok, kan blive et problem for naturen og borgerne, hvis der bliver givet for mange af dem. I en sag fra Arresø er en stor carport inden for søens beskyttelseslinje blevet gjort lovlig ved hjælp af syv dispensationer. Naboen har bekæmpet carporten i årevis, men flytter nu fra det hus, hun har boet i de seneste 23 år, fordi byggeriet tager hendes lys. Skred i balancen Michael Leth Jess vurderer ud fra Arresø-sagen og andre dispensationer, at der er sket et skred, så balancen mellem bevaring/beskyttelse og fornyelse/drømmebyggeri har forrykket sig. »For eksempel har holdningen hidtil været, at vi skal have afgrænsede byer. Spørgsmålet er, om vi hellere vil have byer, der strækker sig langs vejene, som vi allerede ser mange steder omkring hovedstaden«, siger Michael Leth Jess, der kun vil acceptere dispensationer i særlige tilfælde. Ingen har i dag et overblik over, hvor meget eller lidt der dispenseres, men miljøminister Connie Hedegaard (K) finder det »relevant at se på problematikken. »Hvis naturfredningsforeningen henvender sig, og de kan sandsynliggøre et klart mønster, vil jeg da bede mine embedsmænd se på problematikken«, siger Connie Hedegaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























