DF støtter fortsat danske soldater i Irak

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti forsøger nu at rette sin slingrekurs omkring de danske soldaters tilstedeværelse i Irak ind, så det bliver en lige linje. En linje, som klart støtter regeringens ønske om at forlænge det danske ophold med endnu et halvt år til december. Selv om partiet gentagne gange - og senest i forbindelse med sit udspil til finanslov for 2005 - har sat de danske tropper i Irak på højkant i et krav til regeringen om at sætte fart på hjemsendelserne, trækker udenrigsordfører Peter Skaarup (DF) nu i land: »Det er vigtigt at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt vi ville løbe af pladsen. Vi er indstillet på at fortsætte indsatsen i Irak. Andet vil være at bøje sig over for terrortrusler. Men vi forventer, at regeringen arbejder på, at afviste asylansøgere kan komme tilbage«, siger han. Mudrede meldinger Det er ikke mindst de lidt mudrede meldinger fra henholdsvis Socialdemokraterne og de radikale, som har sået usikkerhed omkring Dansk Folkepartis holdning. S og R lagde på deres respektive landsmøder for nylig op til en debat om nytten og nødvendigheden af det danske bidrag i Irak på længere sigt. Altså ikke som et aktuelt indspark til den drøftelse, der skal være, når partierne på Christiansborg skal forlænge mandatet i december. Her er de to oppositionspartiers holdning klar: De støtter fortsat tilstedeværelse i Irak. Voldsom kritik fra netop Dansk Folkeparti og Peter Skaarup var reaktionen på S og R's melding, og ikke mindst frygten for at gøre danskere i Irak og Danmark i det hele taget til terrormål var gennemgående. Selv mener Skaarup ikke, at Dansk Folkepartis ønske om at sætte de danske troppers forlængelse i spil som et krav i finansloven på samme måde øger terrortruslen. »Vi bruger en noget for noget-model. Når vi yder bistand i Irak i form af soldater blandt andet, er det jo også rimeligt, at landet tager imod sine egne borgere«, siger han. Dansk Folkeparti ønsker ikke at sætte ord på konsekvenserne, hvis partiets forventninger ikke bliver indfriet: »Vi kan ikke komme med en facitliste, men det er ikke en blankocheck til danske styrker i Irak i årene fremover«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her