Skoleledere vil lade elever sove

Teenager-skoleelever, der sover for lidt, giver uro i klassen og ender selv med at blive stressede. - Foto: Camilla Stephan
Teenager-skoleelever, der sover for lidt, giver uro i klassen og ender selv med at blive stressede. - Foto: Camilla Stephan
Lyt til artiklen

Det er nok de færreste elever, der betragter skoleinspektøren som deres allierede. Ikke desto mindre er formanden for de danske skoleledere positiv over for at ændre på skolernes mødetidspunkt. »Hvis man organiserer sig med fleksibel mødetid, vil man kunne imødekomme de elever, som er B-mennesker«, siger Erik Lorenzen, formand for Danmarks Skolelederforening. Meldingen kommer på baggrund af en svensk undersøgelse, der, som Politiken skrev, viser, at 45 procent af eleverne i 9. klasse er B-mennesker og sover for lidt. Væk fra klasseundervisning Erik Lorenzen mener, at det er på tide at bevæge sig væk fra en klassebaseret undervisningsform, der tager udgangspunkt i et gennemsnit, som ikke eksisterer. Alternativet er derimod holdundervisning, der tilgodeser børnenes forskellighed. Formanden forestiller sig, at der på den måde kunne laves hold, som havde senere mødetid. Erik Lorenzen har selv besøgt en svensk skole, hvor eleverne havde flekstid: »Det var en stor skole med 1.000 elever, men der var en vidunderlig ro og disciplin, hvilket var helt fantastisk at se. Ved at differentiere undervisningen, også på andet end fagligheden, tror jeg i langt højere grad, man rammer det enkelte barns behov«, siger Erik Lorenzen. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) ønsker ikke at diskutere flekstid og senere mødetider til eleverne. Men pædagogisk konsulent i Undervisningsministeriet Helle Beknes oplever stor interesse for senere mødetider: »Vi får jævnlig spørgsmål fra elever om, hvorfor skoledagen begynder klokken 8. Og der må vi blive dem svar skyldig. Det bygger på tradition - 'plejer' regerer«, siger Helle Beknes. Rullende skoledag I Danmark er der få skoler, som har gjort op med den traditionelle mødetid. På Hellerup Skole har man i to år haft fleksibel mødetid mellem klokken 8 og 8.45 om morgenen. Hvis en elev vælger at møde 8.45, forlænges skoledagen med 45 minutter i den anden ende. Og den rullende skolestart har været en succes. »De små vil meget gerne møde tidligt, mens de store hellere vil møde sent. Men uanset hvad er de glade for selv at kunne vælge, og vi har taget konsekvensen af, at børn lærer forskelligt«, siger Dorte Junge, viceinspektør på Hellerup Skole. Lærer bedst mellem 10 og 13 Hun henviser til, at Danmarks Lærerforening mener, at eleverne fungerer bedst om morgenen, på trods af at amerikansk forskning viser, at 88 procent af børnene lærer bedst mellem kl. 10 og 13. »Jeg tror desværre, at lærerne har den opfattelse, fordi eleverne er stille tidligt om morgenen. Men spørgsmålet er, om det ikke er, fordi de sidder og sover«, siger Dorte Junge. På Hellerup Skole er der ikke klasseundervisning de første 45 minutter. Eleverne sætter sig derimod og laver fleksopgaver, efterhånden som de møder. Eleverne er også inddelt i grupper meget af tiden, og det giver ifølge Dorte Junge lærerne mulighed for at sætte grupperne i gang individuelt, efterhånden som de møder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her