Den velbjærgede borger, som er kommet bagud med regningerne til det offentlige, vil fremover slippe langt billigere end den gældsplagede på understøttelse. Sådan tegner både Kommunernes Landsforening, Foreningen af Pantefogeder og HK konsekvenserne af regeringens planer om at flytte inddrivelsen af gæld væk fra kommunerne og over til den statslige myndighed Told & Skat. Besparelse på 125 millioner kroner Kritikken bliver til vrede, fordi flytningen er ledsaget af en besparelse på 125 millioner kroner i finanslovsforslaget for 2005. »Vi frygter, at det i sidste ende vil betyde, at der inddrives mindre gæld her i landet. Samtidig risikerer vi, at de rigeste slipper forholdsvis billigst, fordi den individuelle bedømmelse og muligheden for at holde 20 procent af lønnen tilbage forsvinder ved at flytte opgaven til staten. Der bruger de en maskine til at inddrive gæld, og uden personlig kontakt kan de kun holde en mindre del af lønnen tilbage hos dem, som skylder«, siger borgmester Ejgil W. Rasmussen (V), formand for Kommunernes Landsforening. I alt forsøger kommunerne at få inddrevet for 13,6 milliarder kroner gæld - så meget skyldte borgerne ved udgangen af 2003. Ændringen af inddrivelsen af gæld er en del af strukturreformen, men i modsætning til de øvrige forandrin8ger skal restancerne holde flyttedag allerede 1. januar 2005, mens resten af den nye struktur først er en realitet fra 2007. Et lovforslag sendes i høring i løbet af denne måned og fremsættes i sidste halvdel af oktober. Hos HK Kommunal er formand Kim Simonsen ikke i tvivl om, at ændringerne ikke kan ske uden fyringer. Især ikke når der er koblet store besparelser på flytningen. Fra kontor til kontor »Vi fik på forhånd masser af løfter om, at folk ville følge med deres opgave, hvis den flyttede. Det kan jo ikke lade sig gøre på dette område - hverken tidsmæssigt eller økonomisk«, siger HK-formanden, som vurderer, at sparekravet på 125 millioner kroner svarer til 400 medarbejdere. I de kommende år vokser besparelsen i øvrigt til 288 millioner kroner i 2008. Heller ikke Foreningen af Pantefogeder er begejstret ved udsigten til store flyttedag. Ganske vist mener formand Erik Lund, der i går var til møde om de nye regler i Skatteministeriet, at der faktisk kan foretages visse forenklinger og dermed spares ressourcer. »Problemet med regeringens forslag er, at man vil skille opkrævning og inddrivelse fra hinanden og placere det i henholdsvis kommunerne og staten. Det er det samme som at sende folk fra kontor til kontor. I dag kan de nøjes med at snakke med en kommunal medarbejder, som har overblik over alle gældsposterne til det offentlige«, siger han. Skatteminister Kristian Jensen (V) har holdt møde med hele raden af kritikere, men han deler ikke frygten. Samtidig slår han fast med henvisning til Rigsrevisionens kritik af gældsinddrivelsen, at der er brug for en effektivisering. »Målet er, at gældsinddrivelsen skal være mere effektiv, og der har vi faktisk en lang række forenklinger på bedding. Vi tror på det rigtige i at lade én myndighed koncentrere sig om inddrivelse og blive eksperter i det. Selv om det ikke er en populær opgave set med borgernes øjne, vil de også opleve det som en lettelse«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























