Dansk Folkeparti stiller spørgsmålstegn ved partiets hidtil ubetingede støtte til den danske styrke i Irak. Partiets EU-parlamentariker, Mogens Camre, kræver, at regeringen ændrer forhørsreglerne for den danske styrke og giver en undskyldning til kaptajn Annemette Hommel, som er sigtet for at have overtrådt reglerne under afhøringer af irakiske fanger. Det har forsvarsminister Søren Gade (V) hidtil afvist. »Så er konklusionen, at vi må trække dem hjem. Hvis ikke forsvarsministeren ændrer reglerne og giver Hommel og kompagni en undskyldning, og gør det klart, at vore soldaters sikkerhed er 1. prioritet, så bør vi ikke være i Irak. Det er beklageligt, fordi Dansk Folkeparti ønsker, at vi skal være der, men det skal være på betingelser, som er rimelige for vores folk«, siger Mogens Camre. Kaldt hjem i juli Den 37-årige Annemette Hommel blev i juli kaldt hjem fra den danske lejr Camp Eden i Irak, efter at hun var blevet beskyldt for at have overtrådt reglerne for behandlingen af fanger under fire afhøringer af tilbageholdte irakere i tiden fra marts til juni 2004. Beskyldningen, som i første omgang kom fra en tolk i lejren, er siden blevet bekræftet at andre soldater i Camp Eden. Ud over Annemette Hommel har Forsvarets Auditørkorps sigtet en soldat fra militærpolitiet for pligtforsømmelse. Soldaten er blevet suspenderet med øjeblikkelig virkning. Minister: Konventioner kan ikke gradbøjes Forsvarets Auditørkorps er samtidig i gang med at undersøge, om andre danske soldater har gjort sig skyldig i mishandling af tilbageholdte irakere i den danske Camp Eden-lejr. Auditørerne mistænker endvidere de ansvarlige chefer for 'i et vist omfang' at have godkendt forholdene eller undladt straks at gribe ind og iværksætte undersøgelse, da de fik kendskab hertil. Søren Gade har ved flere lejligheder gjort det klart, at de internationale konventioner om behandlingen af fanger og tilbageholdte ikke kan gradbøjes i Irak. Forsvarsministeren har sagt, at 'vi kan jo ikke tage ud i verden for at lære mennesker respekt for demokrati og menneskerettigheder, hvis vi ikke selv overholder det'. Camre anbefaler soldater at sige fra Mogens Camre mener dog, at situationen er særlig i Irak, og at Dansk Folkeparti bakkede op om udsendelsen af den danske styrke på falske forudsætninger. Han 'anbefaler enhver i hæren at sige, at på de vilkår leger vi ikke med'. »Hvis det er sådan, at danske soldater skal stilles for retten og udsættes for auditørundersøgelser, hvis de optræder anderledes end Røde Kors, så er det ikke forsvarligt at have dem. Hommel-sagen er simpelthen en skandale. Det er simpelthen en skandale, når hun har gjort sin pligt i hver en henseende og ikke skadet nogen eller udøvet tortur. Situationen er den, at hvis man sender irakiske tolke eller palæstinensiske tolke af sted - uden at ane hvad de er for nogle - og de i den grad kan falde vores folk i ryggen dernede, så er Danmark ikke voksen til at sende nogen af sted«, siger Mogens Camre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























