Romaer presser asylsystem

Lyt til artiklen

For første gang i et års tid har Flygtningenævnet givet asyl til en roma, en sigøjner, fra Kosova. En afgørelse, der kan føre til, at mange andre kosovaromaer vil kræve deres sager genoptaget. Flygtningenævnet siger ellers som regel nej til romaer fra Kosova, og 50-100 lever på den såkaldte madkasseordning, der skal presse dem til at rejse hjem. Fri proces i tre sager Den nye kurs kommer, samtidig med at Flygtningenævnet - med en dommer som formand - slæbes i retten af flere kosovaromaer. Indtil videre har statsamterne bevilget fri proces i tre sager, så afviste romaer kan føre sag i landsretten mod Flygtningenævnet. Det oplyser advokat Anne Land fra Hans Boserups advokatkontor i Sønderborg. Ved at bevilge fri proces siger statsamterne, at romaerne har en chance, mener Anne Land, der har omkring en snes tilsvarende ansøgninger om fri proces til behandling. Hun peger på, at FN-organisationer som UNHCR og UNMIK i Kosova har fastslået, at det er usikkert for romaer at vende hjem - især efter at der i foråret igen var etniske uroligheder. Center tilfreds med tendensen Leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Niels-Erik Hansen, glæder sig over, at Flygtningenævnet nu skal have sin sagsbehandling prøvet. Han kalder det »en klar kursændring«, at nævnet har givet politisk asyl i en romasag. Niels-Erik Hansen peger på, at den mandlige roma, der nu har fået asyl, ikke har være entydigt personligt forfulgt - manden frygter mere den generelle forfølgelse i Kosova. Dermed ligner hans sag andre, der i de seneste måneder og år har ført til afslag. Niels-Erik Hansen lægger op til, at mange romaer derfor vil kræve deres sager genoptaget. Konsekvens af international kritik Niels-Erik Hansen mener, at Flygtningenævnets kursændring med asyl til en roma kan være resultat af den kritik, som Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Alvaro Gil-Robles, i sommer rejste. Gil-Robles mener, at asylsøgere ikke kan være sikre på uvildige afgørelser i Flygtningenævnet, og anbefalede, at asylsager skal kunne appelleres til almindelige domstole. »Flygtningenævnets nye kurs ligner en tilståelsessag. Flygtningenævnet kan se skriften på væggen«, siger Niels-Erik Hansen. Hans Boserup, der skal føre romasagerne, stævnede også for et par år siden Flygtningenævnet - dengang på vegne af en gruppe kosova-albanere - men måtte opgive på grund af en tvist med myndighederne, der hævdede, at Boserup hjalp asylsøgere med at fuske med lægeerklæringer. Haarder håber på hurtige afgørelser Flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) har ikke andre kommentarer til de nye stævninger, end at han håber på en snarlig afgørelse: »For når asylsager trækkes ud i det uendelige, har det store menneskelige omkostninger for dem, det vedrører«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her