Splittelse om islam-undervisning

Lyt til artiklen

Hvad er baggrunden for hellig krig, og står det overhovedet i Koranen, at Fatima skal have tørklæde på? Danske gymnasieelever skal fremover være i stand til at svare kvalificeret på spørgsmål som disse. Og derfor bliver islam fremover - modsat i dag - obligatorisk i religionsundervisningen. Det siger undervisningsminister Ulla Tørnæs (V). »Når man ser islams betydning for det globale samfund med hele kampen mod terrorisme og i relation til udviklingen i verden, så bør man have viden om det, når man har gået i gymnasiet. På langt de fleste gymnasier er der elever med muslimsk baggrund, og alle skal have kendskab til, hvad det bygger på«, siger Ulla Tørnæs. Dansk Folkeparti vil ikke acceptere, at islam bliver obligatorisk. »Islam skal ikke have særstatus i gymnasiet. Hvad bliver det næste? Bederum i Magasin, eller at alle skal spise halalkød? Det er en glidebane og multietnificering ind ad bagdøren. Vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed, vores fundament er det kristne, det er det, samfundet bygger på, og det, vi kommer fra«, siger Louise Frevert. Ikke ligestillet For et par uger siden udtrykte den såkaldte 'referencegruppe', der skal sikre, at læreplanerne er i overensstemmelse med loven, bekymring. Ifølge lektor Jørgen Granum-Jensen var islam og kristendom ligestillede. Det er nu taget væk. I stedet præciseres det i læreplanen, at kristendom skal optage 30 procent af undervisningen. Det er Jørgen Granum-Jensen tilfreds med. »Det er ikke enten eller med islam. Det er landet fint, for selvfølgelig skal der undervises i islam, som er en vigtig verdensreligion. Det afgørende er, at kristendom bliver så centralt placeret, som den bliver«, siger Jørgen Granum-Jensen. Elever og lærere roser Gymnasieelever og lærere roser den nye læreplan i historie. »Det er fornuftigt at give unge et sobert indblik i islam, så de ikke bare tror, det er al-Qaeda, og selv kan se, hvad står der rent faktisk i Koranen om tørklæder, og hvorfor går nogle med dem og andre ikke«, siger Trine Ryhave, formand for religionslærerne i gymnasiet. Hun understreger, at langt de fleste klasser har islam i dag. Og at det med den nye plan ikke kommer til at fylde mere end de godt tyve procent, det gør i dag. »Den eneste forskel er, at det ikke længere er valgfrit«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her