På fire år forvandlede en 37-årig arkitekt en stor andelsboligforening på Vesterbro i København til sin private pengemaskine ved at kræve penge under bordet af nye beboere. Over 800.000 kroner stak han i lommen, inden han blev stoppet. Den 37-årige risikerer nu en længere fængselsstraf i en retssag, der afdækker en del af det betændte boligmarked. Han er tiltalt for groft bedrageri over for 26 boligsøgende, som hver især har betalt mellem 20.000 og 50.000 kroner for at springe ventelisten i boligforeningen over. Som først næstformand og siden formand for bestyrelsen i andelsboligforeningen stod han for salget af ledige lejligheder. Vidne efter vidne har i en stribe retsmøder i Københavns Byret forklaret, at han havde sagt til dem, at de kunne flytte ind, hvis de betalte et givet beløb til dem, der stod øverst på ventelisten. Han skulle have pengene kontant i en kuvert og ville så give dem videre til personerne på ventelisten. Gårdfest »Han var formand for bestyrelsen, så jeg tænkte, det var i orden«, sagde en ung kvindelig arkitekt i går i retten. Under fremvisningen af lejligheden fik hun besked på, at beløbet var 30.000 kroner. Men efter nogle dage oplyste formanden, at personerne på ventelisten ville have 35.000 kroner for at afstå deres plads. Hun var den sidste, som betalte, før ballonen revnede for formanden. Under en gårdfest i august 2002 kom beboerne til at snakke om, hvordan de havde fået en lejlighed. Da formanden afviste at udtale sig, blev han suspenderet af bestyrelsen. Siden er han blevet smidt ud af foreningen. Hans lejlighed i to etager er solgt. Pengene fra salget er indefrosset på en konto, fordi anklageren Birgitte Matthiesen kræver alle de penge, der er betalt under bordet, konfiskeret af statskassen. Nægter bedrageri Den tiltalte erkender at have modtaget de mange penge, men han nægter sig skyldig i bedrageri. Hans forsvarer, Klaus Jensen, peger på, at mange af indflytterne så stort på, at de betalte penge under bordet, når bare de kunne få en billig lejlighed. Flere af vidnerne har fortalt, at de også ville have betalt, hvis de havde fået at vide, at pengene gik til formanden. »Det er ikke det eneste sted, hvor der er blevet givet penge under bordet. Når bare jeg fik en lejlighed, var jeg ligeglad«, forklarede et ung mand i går som vidne. Han havde betalt 30.000 kroner. Han kunne ikke drømme om at kræve pengene tilbage - heller ikke hvis han havde fået at vide, at de var gået i formandens lomme: »Næh, for han havde jo gjort mig en tjeneste«, forklarede vidnet. Den tiltalte kan kun dømmes for bedrageri, hvis retten finder det bevist, at indflytterne troede på historien om ventelisten, og at det var den, der fik dem til at betale. Her kommer anklageren til kort i en række tilfælde. Der er derfor også rejst tiltale for forsøg på bedrageri. Den 37-årige har erkendt flere tilfælde af dokumentfalsk. Han har også vedgået, at have opbevaret to maskinpistoler og otte pistoler med ammunition. Våbenarsenalet er formentlig fra krigens tid. Han fandt det i køkkenbordets sokkel, da han byggede om. Da bedragerisagen begyndte at rulle, bad han en af sine venner om at skaffe våbnene af vejen. Det har indbragt vennen en fængselsstraf. Sagen fortsætter med procedure på fredag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























