Salget af kontaktlinser til døgnbrug er øget støt i Danmark siden introduktionen for et par år siden. Men nu meldes der om stadig flere problemer med døgnlinserne, som angiveligt ikke er risikofri for brugerne. Det siger formanden for de praktiserende danske øjenlæger, Jane Sparholt. I sin klinik i Rønne ser Jane Sparholt et »boom i antallet af patienter«, der søger akut hjælp mod øjenproblemer, der skyldes døgnlinserne. »Jeg har i gennemsnit to patienter om ugen med øjenskader, der kan relateres til døgnlinserne. Ofte er det alvorlige lidelser som sår på øjnene. Hvis de sår bliver til ar - og det hænder desværre - kan du få nedsat syn på livstid«, siger Jane Sparholt til dagbladet Børsen. En måned Ideen bag døgnlinserne er, at man kan bære dem i en måned uden at tage dem af. Salget voksede fra 2003 til 2004 med 40 pct., og linserne vurderes i dag at udgøre 10-12 pct. af det samlede danske marked for kontaktlinser. »For mig er det ekstra pinligt. Jeg har selv troet på disse linser. Jeg har været med til at udvikle dem og holdt foredrag om dem. Men vi er blevet klogere. Så kan linserne tilføre øjet nok så meget ilt, for det er ikke det, der er pointen. Øjnene kan ganske enkelt ikke tåle dem«, siger Jane Sparholt. Ny kritik For Synoptik, der er den største optikerkæde i Danmark, og som står for en stor del af salget af døgnlinserne 'Night and Day', er kritikken ny. Men over for Børsen pointerer salgsdirektør Niels Wagner, at hvis der vitterligt viser sig at være hold i anklagerne, vil Synoptik tage kontakt til sine underleverandører og eventuelt selv sætte sin forskningsenhed i gang med at undersøge sagen. Endvidere er man også indstillet på at gå i dialog med øjenlægerne, fremhæver Niels Wagner. 300.000 danskere Blandt personer med behov for 'optisk korrektion' skønnes det, at ca. 20 pct. i dag anvender kontaktlinser. Dermed er formentlig et sted mellem 200.000 og 300.000 danskere brugere af kontaktlinser. Linserne anvendes fortrinsvis af nærsynede, men også langsynethed og bygningsfejl kan korrigeres med kontaktlinser. Til forskel fra briller griber kontaktlinser imidlertid ind i øjets biologi. Linserne flyder i tårefilmen oven på hornhinden, og de kan ændre tårefilmens sammensætning. Desuden nedsættes følsomheden af hornhinden, ligesom man kan udvikle allergi over for både kontaktlinser og rensevæsker. Risikoen for gener er mindst, hvis man tager sine kontaktlinser af hver aften og enten desinficerer dem - eller smider dem væk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























