Blufærdigheden og angsten for at overskride grænser må pædagogerne i Fyns Amt lade blive hjemme, når de går på arbejde. Som led i et fireårigt projekt med at give bedre hjælp til børnefamilier med alkoholproblemer bliver pædagogerne i daginstitutionerne trænet til at tage en snak med de forældre, hvis børn mistrives på grund af druk i hjemmet. Pædagogerne skal både gøre opmærksom på, at barnet lider, og på de muligheder, der er for at blive behandlet i amtet. »Pædagoger og sagsbehandlere er alt for dygtige til at holde mund. Vi hader alle at overtræde det private rum, men de skal lære at sige: »Jeg har en bekymring for dit barn. Jeg kan se, at du kommer fuld og henter dit barn. Vi kan hjælpe dig videre««, siger Lykke Debois (SF), medlem af Fyns Amts Forebyggelses- og Sundhedsudvalg. Samtale hjælper hver anden Ifølge Sundhedsstyrelsen vokser 60.000 børn i Danmark op i familier, hvor en af forældrene er alkoholmisbruger. Erfaringerne fra Fyns Amt viser, at den blotte samtale betyder, at omkring halvdelen af forældrene ændrer deres forbrug af alkohol. Det siger Fyns Amts alkoholkonsulent, Marianne Peter, til Kristeligt Dagblad. Hun vurderer, at de fynske erfaringer kan bruges over hele landet: »Hvis pædagoger har en fornemmelse af, at forældrene har et uhensigtsmæssigt alkoholforbrug, opfordres de til at tale åbent og ærligt om, hvordan de opfatter situationen og oplyse om muligheden for behandling. Udgangspunktet for samtalen er altid barnets situation«. Ikke fordømmende Via kurser og skriftlige materialer lærer pædagogerne, at de ikke må føre samtalerne på en måde, så de virker moralsk fordømmende. Det er vigtigt, at forældrene bevarer værdigheden, understreger SF's Lykke Debois. Hun er ikke bange for, at opgaven er for stor en mundfuld for de ansatte. »Institutionerne er fast i kontakt med amtets alkoholcenter, og det er med til at holde tungen lige i munden. Pædagoger har altid haft et ansvar for at melde mistanker om omsorgssvigt, og ansvaret forsvinder ikke, bare fordi man siger det til sin leder«, siger Lykke Debois. Sagkyndige rådgivere Alkoholkonsulent Morten Wiberg fra Sundhedsstyrelsen vurderer ifølge Kristeligt Dagblad også, at erfaringerne fra Fyn kan bruges over hele landet. Han henviser til, at amterne netop i disse måneder ansætter særlige børnesagkyndige rådgivere for at styrke indsatsen for børn i misbrugsfamilier. »Pædagogerne er frontpersonale, der følger familiernes dagligdag meget tæt. De skal ikke tage sig af behandlingen, men kan henvise til behandlingstilbud«, siger Morten Wiberg til avisen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























