En medarbejder på Beredskabsstyrelsens asylcenter i Middelfart er blevet fyret og øjeblikkeligt bortvist, fordi han har kritiseret, at centret fik penge for asylansøgere, som reelt ikke boede på centret. Fyringen har fået medarbejderens fagforening, HK, til at indlede en faglig sag med krav om erstatning. Samtidig har integrationsminister Bertel Haarder (V) bedt Udlændingestyrelsen om at undersøge, om der er hold i anklagerne. »Beredskabsstyrelsen har efter min opfattelse undladt at afmelde asylansøgere, der ikke var til stede, og dermed fortsat modtaget penge for dem. Der kommer et tidspunkt, hvor man må sige, at nu kan det være nok«, siger den tidligere medarbejder Carl Henning Hansen. 100.000 om året per asylansøger Udlændingestyrelsen betaler 100.000 kroner om året for hver asylansøger, der bor på centrene. Efter reglerne skal asylsøgerne bo og sove på centret, og hvis centrets medarbejdere positivt ved, at det ikke er tilfældet, skal de framelde personen over for Udlændingestyrelsen. Carl Henning Hansen foretog 19. april sammen med en kollega en undersøgelse mellem klokken otte og ni om morgen. Den viste, at ud af 218 beboere manglede 46. Han opsatte i centret en efterlysning af de 46 personer. Efter tre dage var det kun 7 personer, der havde meldt sig. Bortvist Dagen efter undersøgelsen kom en kriminalassistent fra Middelfart Politi, der skulle tale med asylansøgere, på besøg. Han kunne ikke finde dem, han skulle tale med, og afhørte Carl Henning Hansen, der fortalte om undersøgelsen. Det fik ledelsen til at bortvise ham. Ifølge Beredskabsstyrelsens forklaring i personalesagen har medarbejderen optrådt »illoyalt« ved at videregive oplysninger til politiet, som giver indtryk af, at styrelsen har en »uretmæssig indtjening«. HK påpeger med støtte i afhøringsrapporten, at medarbejderen alene har svaret faktuelt på politiets spørgsmål. »Og det kan ikke være rigtigt, at man risikerer at blive vippet ud, fordi man kommer med faktuelle oplysninger, når politiet spørger«, siger lederen af HK's juridiske afdeling, Lars Kristiansen. Sagen fik i foråret Udlændingestyrelsen til at holde møde med Beredskabsstyrelsen Fyn om sagen. »Vi fik en tilfredsstillende forklaring«, siger underdirektør Poul Mose Hansen fra Udlændingestyrelsen. Han forklarer, at der ikke er helt præcise regler for, hvornår en person skal frameldes. »Asylansøgerne har ikke pligt til at opholde sig på centret hele tiden. De er ikke frihedsberøvede. Centret skal løbende vurdere, om de er der, og de skal ikke vente med at afmelde folk i ugevis, men de kan godt vente nogle dage«, siger han. Efter at sagen er blevet omtalt i Fyens Stiftstidende, har ministeren bedt Udlændingestyrelsen om en ny undersøgelse af den. Beredskabsstyrelsen har over for avisen sagt, at den følger reglerne, men ikke er forpligtet til at løfte dyner. Carl Henning Hansen havde også meldt sagen til politiet, men politimester Ebbe Steen Hansen har afvist anmeldelsen. »Det er en sag, som de to statslige myndigheder selv må klare. Det er ikke en straffesag«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























