Lange udsigter for badegæster ved Høfde 42

Lyt til artiklen

Sidste efterår mente miljøministeren og Ringkjøbing Amt, at man måske allerede i år kunne åbne Høfde 42 for badegæster. Men selv om myndighederne fik to måneders ekstra frist af regnvejret, er stranden ved det gamle giftdepot på Harboøre Tange i Vestjylland langtfra klar. Og hverken Hans Christian Schmidts (V) efterfølger Connie Hedegaard (K) eller Ringkjøbing Amtsråd vil foreløbig tage initiativer, så bølgerne ved Costa Cheminova kan friste næste år. Bekymring i Folketinget Det fremgår af en beslutning på amtsrådets budgetseminar i fredags og af en række svar fra ministeren til Keld Albrechtsen (Enh) og Jens Peter Vernersen (S). De to folketingsmedlemmer var bekymrede over den nye rapport, der viser, at forureningen har bredt sig mere end ventet, og at prisen for at inddæmme kemikalierne vil blive dobbelt så høj. Miljøministeren erkender, at der siver så meget af insektgiften bladan ud fra depotet, at det nye vandkvalitetskrav, som amtet lægger op til, formentlig vil blive overskredet på en kyststrækning på minimum 20 km i cirka en kilometers afstand fra kysten. Hverken Miljøstyrelsen eller amtets embedslæge mener dog, at der er fare for mennesker, og ministeren vil derfor ikke anbefale udvidelse af de eksisterende bade- og fiskeforbud. Men staten og amtet overvejer yderligere undersøgelser. Det fremgår også af svaret fra Connie Hedegaard, at ministeriet og amtet sidste efterår var lidt for optimistiske med hensyn til effekten af de fire gigantiske stålspunsvægge, man nu banker ned i sandet for at indkapsle Cheminova-giften. Ekstraregning For det første vil løsningen ikke koste 14 millioner, men op mod 30 millioner kroner. For det andet vil der kun gå 10-20 år, før stålvæggene er tæret igennem. Og for det tredje er man ikke sikker på, at væggene samt oppumpning af grundvand og overdækning med membran vil stoppe forureningen af Vesterhavet og Nissum Bredning. Ministeren understreger dog, at stålvæggene kan give myndighederne tid til at finde nye - billigere - teknologiske muligheder for at løse problemet. Civilingeniør Jacob Hartmann fra Greenpeace og kemiprofessor fra Danmarks Tekniske Universitet Finn Bro-Rasmussen holder fast i, at man bør fjerne giftresterne én gang for alle. »Der er muligvis ikke direkte sundheds- og forgiftningsfare, men værdierne for sikker omgang er overskredet. Man håber at kunne nøjes med at indkapsle. Men alle erfaringer fra Cheminova-sagen viser, at det ikke er tilstrækkeligt at håbe«, siger Finn Bro-Rasmussen. Staten og amtet aftalte sidste år at dele regningen, og Hans Christian Schmidt lovede i juni, at hans løfte stod ved magt, også med ekstraregningen. Men efter at Ringkjøbing Amtsråd i fredags afviste at sætte ekstra penge af, er det uvist, hvornår oprydningen går i gang. Connie Hedegaard skriver i sit svar til folketingsmedlemmerne, at »de videre tiltag i sagen afventer Ringkøbing Amtsråds stillingtagen til finansieringen«. Men foreløbig har amtsrådet altså ikke afsat penge - blandt andet fordi amterne snart nedlægges, og man derfor mener, at ansvaret bør ligge hos staten. Amtets trafik- og miljøudvalg skal nu tygge på sagen og komme med en indstilling til amtsrådet, som så skal drøfte ekstraregningen med miljøministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her