Vor læser Mai Andreasen i Søborg fik øje på det, hun selv betegner som »et supertilbud« på en gryde i Aldi. Heldigvis vil de fleste kunne bruge en gryde uden at behøve mange instruktioner, men der følger alligevel en brugsanvisning med produktet med gode råd om brug og pleje. Og det er da betryggende at vide, at »det er normalt hvis det opstår mørkelægge på den uklæbrig politurlaget efter produktens langtid anvendelse«. Det er tilsyneladende ikke gået op for producenten, at han har frembragt en gryde, idet produktet de fleste steder i brugsanvisningen betegnes som en kedel. Men det betyder ikke det store. For selv om der er tale om en kedel, kan man sagtens bruge den til stegning. Normalt skåner det gryder og pander, hvis man bruger redskaber af træ eller plastik, når man kokkererer, men Aldis gryde/kedel/kogebeholder er ikke så sart: Man må gerne »anvende metal vendere for at vende madverer i deres kedler«, og selv »hvis det opstår skåret eller streger efter vendelse, så påvirked den ikke negativt på produktens uklæbrig egenarten«. Hurra for det, og velbekomme.
Læg koteletterne i kedlen
Lyt til artiklen