Breve til studerende forsvundet

Lyt til artiklen

28. juli skulle næsten 60.000 unge have svar på, om de var kommet ind på deres drømmestudium. Men for hundredvis - måske tusindvis - af de unge blev dagen ekstra nervepirrende, fordi brevet med det afgørende svar aldrig dukkede op. Hos Den Koordinerede Tilmelding, der behandler ansøgninger til de videregående uddannelser, er man ét stort spørgsmålstegn. »Vi aner ikke, hvor brevene er blevet af. Først troede vi, at det var et postnummer, der var faldet ud. Så troede vi, det var en fødselsdato, der var smuttet, men der er simpelthen ikke noget system i det. Det er både optagelsesbreve og afslagsbreve til hele landet og alle uddannelser, der er forsvundet«, siger chefkonsulent Anker Hoch. Ikke et reelt problem Mange kan i værste fald have mistet pladsen på deres drømmestudium, fordi svarbrevet ikke er dukket op. Cirka en uge efter, at man har modtaget et optagelsesbrev fra uddannelsesstedet, skal man nemlig melde tilbage, om man ønsker pladsen eller ej. Hvis ikke uddannelsesstedet hører noget, går pladsen til en på standby-listen. Men på Den Koordinerede Tilmelding (KOT) mener man ikke, det er et reelt problem, fordi de fleste vil kontakte de uddannelsessteder, de har søgt. Heller ikke antallet af forsvundne breve er der tjek på, bl.a. fordi det er Den Koordinerede Tilmelding, der sender afslagsbreve ud, mens det er de omkring 300 uddannelsessteder selv, der sender optagelsesbreve ud til deres kommende studerende. Op mod 2000 breve mangler Hos KOT kimede telefonerne 28. juli. Omkring 500 unge mennesker ringede for at spørge, hvor deres brev blev af. Men Finn Hollund gætter på, at langt flere end 500 aldrig har fået svar på, om de var optaget eller ej. »Vi sendte omkring 8.000 afslagsbreve ud, men fik kun en regning på omkring 6.000 breve fra det distributionsbureau, vi bruger. Noget kunne altså tyde på, at op mod 2.000 breve kan være forsvundet - bare hos os«, siger fuldmægtig Finn Hollund, KOT. Har I rettet henvendelse til distributionsbureauet? »Vi har ikke rejst spørgsmålet over for dem. Men vi mistænker heller ikke dem - deres fortjeneste er jo kun blevet lavere«. Men hvor ligger fejlen så?

»Det spørger vi også os selv om. Vi har det så elendigt med sagen, og det har været dødsens frustrerende, at vi ikke kunne gøre noget, fordi vi ikke ved, hvilke breve der er forsvundet. Hvis bare vi vidste det, kunne vi gøre noget«. Har I prøvet at gøre opmærksom på de manglende breve - f.eks. på jeres hjemmeside?

»Nej, det har vi ikke. Vi har haft travlt, og der har været meget ferie«, siger Finn Hollund. Uacceptabelt Hos Danske Studerendes Fællesråd ser man gerne, at der kommer en løsning på problemet hurtigst muligt. »Det er fuldstændig uacceptabelt, uanset om de unge er kommet ind eller ej. Det er meget vigtigt at gøre de unge opmærksomme på, at der er et antal breve, der er forsvundet«, siger Kirsten Marie Kristensen. Sofie Salbøg Birkelund, 24, var en af dem, der ikke modtog et svarbrev og derfor begyndte at ringe rundt kun for at få beskeden, at hun ikke var kommet ind på psykologi i hverken Århus, Aalborg eller København: »Det var virkelig irriterende. Selv om det kun er formalia, vil man alligevel gerne have at vide, om man er kommet ind - sort på hvidt. Når man kun får beskeden over telefonen, kan man ikke lade være med at være lidt usikker på, om det nu også er rigtigt. Så man sidder tilbage med sådan en lille, uberettiget forventning i maven«, siger Sofie Salbøg Birkelund.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her