Danmark risikerer EU-sag på grund af sjældne laks

Magne Rosenblad fra Ribe Sportsfiskerforening fremviser et eksemplar af den truede Ribe Å-laks. Laksen kan ende som en sag ved EF-domstolen, hvis Danmark ikke sørger for bedre levevilkår for den.   Foto: Benn Lodbjerg Jensen
Magne Rosenblad fra Ribe Sportsfiskerforening fremviser et eksemplar af den truede Ribe Å-laks. Laksen kan ende som en sag ved EF-domstolen, hvis Danmark ikke sørger for bedre levevilkår for den. Foto: Benn Lodbjerg Jensen
Lyt til artiklen

En af de aber, miljøminister Connie Hedegaard (K) har arvet fra sin forgænger Hans Christian Schmidt (V), er en laks. Ikke en hvilken som helst laks. En laks, der er så sjælden, at ministeren skal vise handlekraft eller træde usædvanlig godt vande for ikke at blive fileteret af oppositionen ved dagens samråd i Folketingets Miljøudvalg. Dna-test af fisk Det handler om Ribe Å-laksen - en type, man i flere årtier troede var uddød som følge af forurening og udretning af de danske vandløb. I 1999 konstaterede Danmarks Fiskeriundersøgelser imidlertid ved en dna-test, at der stadig fandtes rester, men at bestandens overlevelse »hviler på et yderst skrøbeligt grundlag«. Ifølge EU-regler skal den truede laks beskyttes. Dens gyde- og opvækstområder skal udpeges som habitatområde, hvor landbrug, dambrug og anden erhvervsaktivitet skal begrænses, hvis det kan gå ud over de specielle arters overlevelse. Forkert område Skov- og Naturstyrelsen har udpeget et område. Problemet er, at det er det forkerte: »Laksens vigtigste gyde- og opvækstområder er beliggende uden for habitatområdet, og dermed er de helt basale livsbetingelser for laksen ikke opfyldt«, skrev Danmarks Fiskeriundersøgelser i et brev til Skov- og Naturstyrelsen 30. januar 2004. Lystfiskerorganisationen 'Samarbejdsudvalget for Ribe Å-systemet' har siden februar også forsøgt at gøre Skov- og Naturstyrelsen og den tidligere miljøminister opmærksom på problemet. Men uden held. Hverken styrelsen eller ministeren har taget initiativ til at ændre udpegningen. Lakse-balladen minder meget om den såkaldte snæbel-sag. Også for denne, endnu sjældnere laksefisk er det EU-habitatområde, man i øjeblikket arbejder med, ifølge eksperter forkert placeret, fordi flere af snæblens levesteder ligger uden for arealet. Indrømmelse fra ministeren I snæbelsagen indrømmede Hans Christian Schmidt, at områdets afgrænsning blev ændret på grund af usikkerhed »for den fremtidige arealanvendelse, især for landbrugsdriften«. Det strider mod EU-retten, konkluderede professor i miljøret, Peter Pagh, og konsulent, biolog Olaf Christiani og advarede om, at snæblen kan ende som en sag ved EF-domstolen. Det samme er tilfældet med Ribe Å-laksen. Og i den vurdering støttes eksperterne ironisk nok af statens egen advokat, Kammeradvokaten. Kammeradvokaten konkluderede i et notat af 28. november 2002, at Danmark har pligt til at foretage supplerende udpegning af et habitatområde, hvis man finder ud af, at der er bevaringsværdige arter uden for det oprindelige område. Præcis som det skete med Ribe Å-laksen. Ribe Å-samarbejdsudvalget finder det »stærkt kritisabelt«, at staten erkender, at habitatområdet er utilstrækkeligt, men alligevel ikke har taget initiativ til at ændre det. Og udvalget finder det »grotesk«, at Skov- og Naturstyrelsen argumenterer med, at laksen meget dårligt kan passere forbi opstemningerne i Ribe By og de omkringliggende dambrug. »Det er ifølge EU-reglerne netop statens opgave at sikre, at truede arter får det bedre, altså fjerne hindringerne for laksens passage«, påpeger Tom Donbæk, miljøkoordinator i samarbejdsudvalget. I sit seneste svar fra 30. april forklarer Skov- og Naturstyrelsen, at man arbejder med en samlet plan for snæbel og laks, og at en eventuel supplerende Ribe Å-udpegning vil »indgå i de videre overvejelser«. Men nu har samarbejdsudvalget altså tabt tålmodigheden og gjort Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg opmærksom på miseren. Og SF har bedt den nye minister om en rigtig god forklaring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her