Europæisk forskningsfremstød uden Danmark

Lyt til artiklen

Godt en håndfuld oplægsholdere er det danske bidrag til EuroScience Open Forum 2004, der åbner i dag i Stockholm. Konferencen, der er den største europæiske tværvidenskabelige konference nogen sinde med over 80 forskellige møder og 300 oplægsholdere, er ment som et fremstød, der skal profilere europæisk forskning. »Hvor er danskerne? De burde være overrepræsenteret på denne konference, når den nu er i Stockholm. Vi er meget skuffede over, at vi ikke har set mere til dem«, siger Carl Johan Sundberg, formand for styrekomiteen, der tilrettelægger konferencen. Arrangørerne har annonceret efter oplægsholdere i de større videnskabelige tidsskrifter og har fået mange bud fra forskere verden over. Men danskerne mangler.»Vi har fået i alt 258 forslag til videnskabelige sessioner. Men der var meget få danske imellem, oplyser Carl Johan Sundberg. Svært at vælge Rektor for Københavns Universitet, Linda Nielsen, deltager i konferencen som repræsentant for samarbejdet mellem vidensinstitutioner i Øresundsregionen. »Konferencen er jo sat stort op, og der er meget inspiration og netværkspleje at hente på sådanne konferencer«, siger hun, men slår samtidig fast, at hun ikke vil kritisere danske forskere for at blive væk. »Det er altid et dilemma for den enkelte, hvad man skal deltage i. Der er så mange interessante arrangementer at tage til«, siger hun. Jens Degett er pressechef i European Science Foundation, der er en sammenslutning af forskningsråd i 29 europæiske lande. Organisationen er en af initiativtagerne til konferencen, og han sidder som Carl Johan Sundberg i styrekomiteen. Jens Degett ærgrer sig også over, at danskerne har været svære at få med. »Tyskerne er stærkt repræsenteret, bl.a. fordi tyske fonde og virksomheder meget aktivt har støttet tyske forskere f.eks. med penge til at invitere kolleger med til deres arrangementer på konferencen. Men de danske virksomheder og fonde har det været meget svært at få med. De har tilsyneladende ikke en europæisk dimension i deres arbejde, men vil alene give til rent danske formål«, siger Jens Degett. For dyrt at deltage En af de danske virksomheder, han har forhandlet med, er Novozymes. Firmaet var i lang tid interesseret i at sponsere et møde på konferencen, men valgte til sidst at trække sig. »Det blev simpelthen for dyrt i forhold til, hvad vi mente at få ud af det. Vi talte i hundredetusindkroners klassen. Og skal vi bruge den slags summer, skal vi virkelig ud og have kontakter til folk, vi ellers ikke ville møde. Og de gode kontakter mener vi, at vi har i forvejen«, forklarer Eva Louise Petersen Novozymes medieafdeling: »Men når jeg ser programmet nu, kan jeg da godt tænke, at det ville være godt at være med«. Konferencen afholdes næste gang i 2006 i München. »Jeg håber da, at danskerne næste gang lever op til deres potentiale. Der laves jo meget god forskning i Danmark«, siger Carl Johan Sundberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her