Statens institutioner styres af mænd. Jo højere i hierarkiet, jo færre skørter. Kun i 18 procent af stolene på det øverste ledelsesniveau - der omfatter departementschefer og direktører - sidder der en kvinde, og det er ikke meget bedre blandt de højere mellemledere på afdelingschefniveau. Her finder man kun 21 procent kvinder. På det lavere mellemlederniveau besætter kvinderne 28 procent af pladserne. Skæv kønsfordeing Den meget skæve kønsfordeling på lederposterne er måske en del af forklaringen på, at det går meget langsomt med at få de statslige institutioner til at arbejde alvorligt med ligestilling. Kun en tredjedel har en særskilt beskrevet ligestillingspolitik ud over et afsnit i den almindelige personalepolitik, der sætter ord på ligestilling mellem kønnene. Det er der to tredjedele, der har. En fjerdedel af statens institutioner har slet ingenting formuleret skriftligt om ligestilling. Tallene fremgår af de ligestillingsredegørelser, som statens institutioner - i lighed med amter og kommuner - hvert andet år skal aflevere til ligestillingsministeren. 136 departementer, styrelser, direktorater og andre institutioner har indsendt redegørelser, og kun 18 får den højeste 'karakter', der dækker over, at de arbejder meget med ligestilling og har opnået resultater. Handleplaner Tallene skal ses i forhold til, at Folketinget allerede i 1991 vedtog en dagsorden, der pålagde alle statslige institutioner med mindst 50 ansatte at udarbejde konkrete handlingsplaner for ligestilling mellem kønnene. »Det er deprimerende«, siger Randi Iversen, landsforkvinde for Kvinderådet, som er den store paraplyorganisation for de danske kvindeorganisationer. »Det er dårligt, at man ikke flere steder arbejder aktivt med ligestilling, også i betragtning af, at det offentlige i mange år har haft handlepligt på området«. Den nye ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen (V), vælger imidlertid den positive indfaldsvinkel. »Det er blevet bedre. Tre fjerdedele af de statslige institutioner har enten en skriftlig ligestillingspolitik eller en handlingsplan på området. Men det er da rigtigt, at det ikke er godt nok«, siger hun. Hjemmeside et godt redskab Eva Kjer Hansen mener, at Ligestillingsministeriets hjemmeside med ligestillingsredegørelser fra kommuner og amter - og nu altså også staten - er et godt redskab i ligestillingsarbejdet, fordi det kan bruges til at følge udviklingen. »Det kan måske også få nogle til at oppe sig, når de kan se, hvad man gør andre steder«, siger hun. Ministeren vil dog ikke overlade det til de statslige institutioner selv at 'oppe sig', hvis de halter bagefter med ligestillingsarbejdet. »Jeg vil bede Ligestillingsafdelingen i ministeriet om tage kontakt til de institutioner, hvor der er behov for, at det bliver bedre. De skal så drøfte, hvilke initiativer der skal tages«, siger ministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























