Når edderkoppe-nørder holder julefrokost, har de deres helt egne julelege, og de kan ikke nødvendigvis anbefales ude i de små hjem. Som nu for eksempel da forskerne på Naturhistorisk Museums feltstation i Mols Bjerge fandt på at ryste et juletræ for at se, hvad det gemte på. Som enhver, der har lavet juledekorationer, ved, kan grangrene nemlig rumme ufatteligt meget kryb og ikke mindst edderkopper. I modsætning til mange insekter overvintrer de fleste edderkopper, og det kræver gode læ- og skjulesteder. Mange overvintrer under barkstykker eller nede i jordbunden mellem grene og blade, men ikke så få finder ind mellem granernes nåle, og for et par år siden besluttede zoologerne i Mols Bjerge sig for at finde ud af, hvad et juletræ egentlig gemmer på. De slæbte et usprøjtet grantræ inden døre på Mols-laboratoriet, som feltstationen hedder, og rystede det godt og grundigt. Lidt efter begyndte gulvet at krible og krable med liv. Flere hundrede insekter og edderkopper var vågnet op, og de begejstrede forskere fejede alt op og anbragte samlingen i en hvid sorteringsbakke. Her kunne de sidde og se deres helt eget juleeventyr udspille sig: Mere end 1.000 springhaler, mejere, mider, fluer, snyltehvepse og edderkopper pilede rundt. Alene blandt de store edderkoppearter optalte forskerne 120 levende edderkopper fordelt på 15 arter - herunder krabbeedderkopper, kugleedderkopper, (h)julspindere, tæppespindere samt adskillige velvoksne korsedderkopper. Når edderkopperne kan overvintre, selv i frostvejr, skyldes det, at de ligesom en række insekter har en særlig trumf: De har frostvæske i 'blodet', så cellerne ikke sprænges af is. Nogle af dem er oven i købet aktive om vinteren, når temperaturen kommer op over 5-6 grader. Til gengæld er de også selv jaget vildt. Ikke mindst den lille fuglekonge overlever om vinteren hovedsageligt på de edderkopper, der gemmer sig i granerne. En enkelt fuglekonge kan tage over 1.000 edderkopper i døgnet. Men efter den 'videnskabelige' julefrokost ved forskerne nu, at det til gengæld kun kræver et enkelt juletræ eller to.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























