Stor satsning på sundhedsvidenskab

Lyt til artiklen

Københavns Universitet satser nu voldsomt på at styrke forskningen og undervisningen inden for sundhedsvidenskab. Der skal turbo på uddannelsen af de kommende danske læger og forskere, og det skal ske gennem oprettelse af 14 nye kliniske professorater. »Vores professorer er drivkraften bag den sundhedsvidenskabelige forskning, som er så vital for Danmark. Da forskning og undervisning hænger sammen, spiller vores professorer en central rolle i opbygningen af dynamiske undervisningsmiljøer. Men antallet af professorer har ikke kunnet følge med det stærkt øgede optag af medicinstuderende«, siger formanden for Københavns Universitetshospitals Ledelsesforum (KUHL), dekan for det sundhedsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen. Bag den nye og ambitiøse professorplan står Københavns Universitetshospital, som er et fælles forum for det sundhedsvidenskabelige fakultet, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns Amts sygehusvæsen. Hvordan kan der blive råd til så stor en satsning i disse økonomisk hårdt betrængte tider?

»Jeg er vældig glad for, at der trods det hårde økonomiske pres har været vilje til at prioritere en opgave som denne. På trods af, at der ofte mangler midler i den kliniske hverdag med patienterne, har man altså tænkt langsigtet og vist vilje til at satse på en investering i fremtiden. Det er jeg glad og stolt over«, siger Ralf Hemmingsen. Et bredt felt De 14 professorater er spredt ud over et meget bredt felt og omfatter bl.a. tre professorater i intern medicin, tre i kirurgi og anæstesiologi (bedøvelse) og professorater i øre-næse-hals-sygdomme, gynækologi og neurologi. For enkelte professoraters vedkommende er der tale om genbesættelse af ledige stillinger, men langt hovedparten er nye og venter blot på den rette ansøger. »Der bliver ikke noget med, at kvalificeret ansøger haves. Stillingerne slås op i fri konkurrence, og vi vil gå efter de bedst kvalificerede folk - uanset om de kommer fra Danmark eller fra udlandet. Vi vil være i front internationalt og sigter efter at befinde os på, hvad man kunne kalde et solidt europæisk niveau. Men det kræver, at vi sørger for at være på forkant og sikrer os yngre, lovende forskere. Dem er der kamp om i disse tider, men vi mener selv, at vi vil være i stand til at tiltrække dem«, siger Ralf Hemmingsen. De 14 professorater er alle kliniske. De er altså knyttet nær til undervisning, forskning og behandling, men ikke til teoretisk grundforskning. Den konkrete hospitalstilknytning for hvert enkelt professorat besluttes inden for de næste måneder. Ifølge Ralf Hemmingsen vil en professorplan for de såkaldte teoretiske institutter blive udarbejdet i løbet af efteråret. Universitetet har i dag - inden udvidelsen med de 14 nye - ca. 60 professorater på det kliniske område.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her