Voksende utilfredshed i Venstre med 24-års reglen

Lyt til artiklen

Flere ledende venstrefolk kritiserer nu offentligt 24-års reglen, som skal hindre tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber. »Den er i strid med en liberal livsopfattelse«, siger for eksempel formanden for Venstres Ungdom, Claus Horsted. Borgmester Michael Aastrup Jensen, Randers, er enig: »Det er mod mit livssyn, at andre aldersgrænser end myndighedsalderen skal bestemme, hvem der kan gifte sig med hvem«. Hold øje med alternativer Men både VU-formanden og Randersborgmesteren understreger, at »tvangsægteskaber er også noget af det værste og mest uliberale i hele verden, og det er vi nødt til at forhindre«. Derfor vil de ikke gå længere end til at opfordre integrationsminister Bertel Haarder, Venstre, til »at holde godt øje med mulige alternativer. Det ville være godt, hvis vi fandt en anden løsning«, som borgmesteren udtrykker det. Ikke liberal politik Debatten er startet af borgmester Louise Gade, Århus. Hun er også nyvalgt formand for Venstres interne integrationsudvalg: »Jeg har det lidt svært med, at når folk er myndige, så skal staten gå ind og blande sig i, hvem man gifter sig med. Det er ikke rigtig liberal politik«, sagde Louise Gade, der i går var optaget af møder og derfor ikke havde tid til at blive interviewet af Politiken, forleden til Information. Heller ikke hun ønsker dog øjeblikkelige ændringer: »Som liberal står jeg i et kæmpe dilemma«. Uro? Nej da! Venstres udlændingeordfører, Irene Simonsen, tager de kritiske meldinger roligt: »Uro i Venstre? Om 24-års reglen? Nej, det er der ikke«, siger hun, der tror, at Århusborgmesteren »er blevet fanget på et ben af en journalist«. »Naturligvis har vi en ideologisk liberal holdning, som 24-års reglen ikke harmonerer med. Men det er ikke nok at være ideologisk. Hverdagen skal også hænge sammen, og her er reglen det bedste, vi har kunnet finde«. Gratis at kritisere Folketingsmedlem Jørgen Winther, der har været formand for Venstres partiinterne integrationsudvalg, har lagt mærke til den principielle utilfredshed. »Men jeg har også noteret mig, at ingen ønsker at ændre på reglen uden at sætte noget andet i stedet«. Borgmester Michael Aastrup Jensen medgiver, at »det er gratis at kritisere reglen, når man ikke selv har et bedre forslag. Men jeg håber altså, at vi kan finde noget«. Alle fremhæver de, at mange unge indvandrere er tilfredse med 24-års reglen. EU's regler »Den giver dem ro til at få afsluttet deres uddannelse, men man skal selvfølgelig havde dem under fire øjne. De siger ikke noget, mens forældrene lytter«, siger Irene Simonsen. Folketingets EU-Oplysning udgiver NU et såkaldt småtryk om rets- og udlændingepolitikken i EU. Den er bestilt af Europaudvalget, der længe har savnet en systematisk gennemgang af, hvilke regler og ordninger der egentlig findes. Det er det første samlede overblik over både EU-politikken i hele fællesskabet og virkningerne for Danmark. »Jeg er glad for, at vi nu har fået en bog, som så at sige bringer EU's rets- og udlændingepolitik ud af mørket«, siger udvalgets formand, Claus Larsen-Jensen, Socialdemokraterne. Bogen er skrevet af specialkonsulent Christian Dubois, der har brugt et halvt år på opgaven. Den kan rekvireres gratis hos Folketingets EU-Oplysning på tlf. 3337 3337.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her