Problemerne venter på Boel i Bruxelles

Mariann Fischer Boel står foran en række opgaver uden lette løsninger. - Foto: Martin Lehmann
Mariann Fischer Boel står foran en række opgaver uden lette løsninger. - Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Enhver, der har stået midt i en flok vrede, demonstrerende franske bønder med kanonslagene bragende om ørerne og stanken af deres medbragte møg stikkende i næsen, vil vide, at Mariann Fischer Boels nye job ikke er for børn. Som landbrugskommissær skal hun gå en svær balancegang på et område, der involverer enorme politiske og økonomiske interesser. Et udfordrende job Som Gregor Kreuzhuber, talsmanden for den nuværende landbrugskommissær, Franz Fischler, udtrykker det: »Det er et fantastisk job på alle mulige måder. Et af de mest udfordrende, men også et af de vigtigste og mest spændende i kommissionen. Det bliver det ved med at være i de kommende år«. Så snart hun tiltræder, står Fischer Boel eksempelvis med den vanskelige opgave at overtale EU-landene til at vedtage en reform af sukkerstøtten, som kan tvinge mange danske sukkerbønder til at finde nye græsgange. Og siden venter reformer af andre dele af landbrugsstøtten - mælk, vin og bananer for bare at nævne nogle få. »Det er store penge og store politiske emner, der er på spil. Derfor kræver jobbet meget stor udholdenhed, store forhandlingsevner og et meget grundigt kendskab til det meget indviklede landbrugsområde«, siger Gregor Kreuzhuber. Chefforhandler Samtidig skal hun sidde helt fremme i den bus, der forsøger at styre Europa gennem globaliseringens tidsalder: Når EU forhandler internationale aftaler om frihandel, bliver Fischer Boel sammen med den nye britiske handelskommissær, Peter Mandelson, hele unionens chefforhandler - handel er nemlig et af de områder, hvor landene har overladt kompetencen til EU. »Det er en fænomenal opgave«, siger Christian Friis Bach, lektor ved Landbohøjskolen og ekspert i EU's landbrugspolitik. »Der er et pres indefra, fordi udgifterne til landbrugsstøtte ikke må stige, og et pres udefra, fordi aftalerne i verdenshandelsorganisationen, WTO, gør reformer nødvendige«, siger Christian Friis Bach, der også er radikal folketingskandidat. Gregor Kreuzhuber er enig: »Fischler har skabt rammerne for en ny WTO-aftale, men nu skal alle detaljerne udformes, og det bliver mindst lige så vanskeligt. Det skal Fischer Boel kæmpe igennem sammen med Mandelson«. Tung post Helt banalt er landbrugsområdet en tung post alene af den grund, at det sluger næsten halvdelen af unionens budget. Samtidig er det et område under voldsom forandring. »Det bliver enormt vigtigt at få udvidelsen til at fungere på landbrugsområdet med alle de reformer, der skal gennemføres i de 10 nye lande. Og så er det sandsynligt, at både Rumænien, Bulgarien og måske Kroatien kommer med i den nye kommissions periode. Endnu en kæmpe udfordring på landbrugsområdet«, påpeger Gregor Kreuzhuber. »Desuden fortsætter den enorme kommunikationsopgave med at forklare landmændene - især i Sydeuropa - hvorfor landbrugsreformen er nødvendig. Og på den anden side forklare skatteyderne, hvorfor det på den anden side er nødvendigt at beholde en form for fælles landbrugspolitik«, siger den østrigske landbrugstalsmand. De reformer, der er gennemført i EU de seneste år, går i høj grad ud på at afkoble støtten fra produktionen, sådan at landmændene ikke får støtte til at producere varer, markedet ikke efterspørger. Mariann Fischer Boel står over for en stor opgave med bare at få landene til at gennemføre de reformer, der er vedtaget. Den positive side af sagen er, at der skal bruges flere penge på mere populære ting som økologi, skovrejsning og udvikling af landdistrikterne. Men kan Fischer Boel sætte mere fart på reformerne - eller er det naivt at håbe på? Henning Christophersen, der selv var kommissær i en årrække, siger: »Hun rejser jo ikke ned for at føre dansk landbrugspolitik. Det ville være naivt og kan ikke lade sig gøre. Men det er klart, at der vil komme danske aftryk på det, hun lægger frem«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her