Dansk tortursag kan blive ganske lille sag

Lyt til artiklen

Sagen mod de danske soldater, der er beskyldt for at have brudt Genèvekonventionen ved at anvende ulovlige afhøringsmetoder over for irakere i den danske lejr i Irak, kan ende med at blive til en sag om pligtforsømmelse. Den kvindelige officer, der er blevet hjemkaldt og sigtet, er indtil videre alene blevet sigtet efter den paragraf, der normalt bruges mod soldater, der dømmes for pligtforsømmelse eller for at være ulydige i tjenesten. Kan smuldre hen »Jeg kan godt forestille mig, at sagen ender med at smuldre hen til at være en disciplinær overtrædelse på linje med at sove for længe«, siger Peter Vedel Kessing, der er juridisk forsker ved Institut for Menneskerettigheder. Forsvarets auditørkorps er i gang med at undersøge beskyldningerne om, at de danske soldater og officerer har brudt Genève-konventionens regler om behandling af krigsfanger ved at placere dem i smertefulde stillinger og udsætte dem for ydmygende behandling. Det skulle være sket under fire afhøringer i den danske Camp Eden fra marts til juni i år. Men på det tidspunkt var Danmark ifølge Udenrigsministeriet ikke i krig, og derfor er det tvivlsomt, om de danske soldater overhovedet kan anklages for at have brudt Genèvekonventionen. Foreløbig sigtelse Den hjemsendte reserveofficer, Annemette Hommel, er blevet præsenteret for en »foreløbig sigtelse« for at have overtrådt den militære straffelovs par. 15 om pligtforsømmelse, som kan straffes med bøde, hæfte eller fængsel i op til tre måneder. Auditørkorpset har udtalt, at det overvejer at ændre sigtelsen til den mere alvorlige par. 25, som taler om brud på internationale konventioner. Her går straffen op til 12 års fængsel. »Men så vil jeg sige, at der ikke var krig i Irak. Og par. 25 kan kun bruges ved krigstilfælde«, siger advokat Ebbe Mogensen, der er forsvarer for den sigtede Annemette Hommel. Peter Otken, der er konsulent i Forsvarets Auditørkorps, ønsker ikke at svare på, om det, der begyndte som en sag om tortur og overtrædelse af Genèvekonventionen, er på vej til at blive en banal disciplinærsag. »Den endelige stillingtagen er ikke afgjort på nuværende tidspunkt, og jeg ønsker ikke at kommentere sagen på en måde, så det ser ud som om, jeg procederer i pressen«, siger Peter Otken. »Der er tale om en foreløbig sigtelse. Vi er i gang med en opklaring, som skal vise, hvordan den endelige sigtelse bliver. Men intet er udelukket«, siger Peter Otken. Tåbeparagraffen Den paragraf, som Annemette Hommel er sigtet efter, kaldes også »tåbeparagraffen«. Den har ifølge Karnovs lovsamling blandt andet været brugt mod en major, der trak en menig soldat ud i et køkken, hvor han ruskede ham og skældte ud. Paragraffen har også været brugt mod en befalingsmand, der »i tjenestetiden havde befølt to undergivne kvindelige konstabler på bagdelen«. Han blev dog frifundet. Advokat Ebbe Mogensen siger, at paragraffen er meget vidtfavnende og kan bruges over for mange brud på militære forskrifter. »Men man kan ikke sige, at en konvention, der kun gælder i krigstid, også gælder i fredstid. Og der findes ikke et regulativ, der omhandler den situation, vi har her. Der er et sæt forskrifter for øvelser og et sæt for krig. Og vi sidder i zonen lige midt imellem«, siger Ebbe Mogensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her