K: Høj uddannelse til hver anden ung

Lyt til artiklen

Et par vise mænd - eller kvinder - er løsningen, hvis flere i de kommende generationer af danskere skal gøres klogere. Det Konservative Folkeparti foreslår en ny Vismandsinstitution for Uddannelse som nøglen til, at halvdelen af de fremtidige ungdomsårgange tager en videregående uddannelse. »I dag er det 30 procent, og tallet er vigende. Det er meget uheldigt, for svaret på fremtidens udfordringer med globalisering er mere viden. Viden er kilden til fremtidens velfærd«, slog den konservative partiformand, Bendt Bendtsen, fast, da han rundede partiets sommergruppemøde af. Ingen debat om kongekabaler For at lukke debatten om nye kronprinsesser og kongekabaler i det konservative parti efter regeringsrokaden og den politiske genfødsel af Connie Hedegaard havde partilederen valgt at lade sig flankere af udannelsesordfører Helle Sjelle og den nye familie- og forbrugsminister, Henriette Kjær, ved pressemødet på kursuscentret Rolighed i Skodsborg nord for København. Mens de tre ved havebordet udlagde politikken, holdt Connie Hedegaard seriøst og samtalende frikvarter med sin gamle kampfælle Per Stig Møller under trækronerne med kulturminister Brian Mikkelsen som adspredt lytter. Justitsminister Lene Espersen havde valgt et andet træ til sin passiar, mens trafikminister Flemming Hansen fordrev pressemødet ved at lokke den halve gruppe - inklusive den politiske ordfører Pia Christmas-Møller - til et spil petanque. Som Hansen vandt. »Vismændene skal komme med forslag til, hvordan vi kan trimme vores uddannelsessystem helt fra folkeskolen og frem«, sagde Bendt Bendtsen, som ser de nye vismænd som en slags paraply over de mange eksisterende rådgivnings- og forskningsinstitutioner på uddannelsesområdet. »Regeringen har gjort meget, men allerede i folkeskolen går det galt: Vi taber de svageste elever og svigter de stærkeste«, tilføjede Helle Sjelle, som også forestiller sig, at vismændene kan komme med konkrete anbefalinger til, hvilke metoder der bedst fremmer integration af tosprogede og bekæmper mobning. En investering Økonomien bag forslaget har de konservative ikke regnet på, men Bendt Bendtsen lagde ikke skjul på, at der er tale om en langsigtet investering, og at han er trukket i spenderbukserne. Hos Socialdemokratiets uddannelsespolitiske ordfører, Carsten Hansen, modtages forslaget med kølig afvisning, og han ser det i højere grad som en dårligt skjult afledningsmanøvre. »Fra at regeringen har sparet på uddannelsesområdet. Det er jo ikke råd og vejledning, vi mangler i øjeblikket, men en regering, som handler og tør afsætte flere midler«, siger han. Heller ikke undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) er tilsyneladende overvældet af visdommen i vismændene. I hvert lader hun meddele gennem sin pressemand, »at hun ikke kommenterer på konservative forslag«. Til gengæld er uddannelseschef Svend Berg, Dansk Handel & Service, begejstret og beklager kun, at ideen ikke er født for længst. »De rådgivende organer, vi kender, er for så vidt udmærkede, men de er bare meget faglige og snævre. Vi savner en institution, som kan tænke frit og overordnet og samtidig påvirke uddannelsessystemet, så det geares i retning af vidensbaserede virksomheder. I dag uddanner vi til produktionsvirksomheder, selv om de omtrent er forsvundet«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her