SF er godt på vej til at aflyse et planlagt landsmøde i november, hvor partiet skulle tage stilling til den nye EU-forfatning. I stedet vil partiledelsen sende forfatningen til urafstemning blandt alle SF's ca. 7.000 medlemmer. »Jeg er positivt stemt over for at gøre det på den måde. Det er jo en sag, hvor danskerne alligevel på et senere tidspunkt skal til folkeafstemning, så kan det være en meget god premiere for SF'erne at gå ind at tage den diskussion«, siger SF's formand, Holger K. Nielsen. SF er sammen med Kristendemokraterne det eneste parti, som endnu ikke har lagt sig fast på et ja eller nej til EU-forfatningen, der kommer til folkeafstemning i løbet af 2005. Netop SF's anbefaling kan få afgørende betydning. Hovedbestyrelsen bestemmer Beslutningen om at udskrive en urafstemning skal formelt træffes af SF's hovedbestyrelse, som mødes næste gang i september. Ifølge Politikens oplysninger foretrækker et stort flertal i hovedbestyrelsen en urafstemning frem for det planlagte landsmøde. Ikke mindst den EU-skeptiske fløj i SF glæder sig. »Det er en spændende måde at inddrage medlemmerne på i en så vigtig sag. På vores EU-landsmøder er det typisk de lidt frelste, som synes, at EU er virkelig spændende, der møder frem«, siger Jane Sørensen, der er medlem af hovedbestyrelsen og hører til i gruppen af yngre, EU-kritiske SF'ere. Til gengæld kalder SF's nyvalgte og EU-begejstrede medlem af Europaparlamentet, Margrete Auken, forslaget om en urafstemning for »en skrækkelig idé«. »Det vil være dårligt for demokratiet. I en forening mødes man og snakker med hinanden. Vi skal have den debat, der opstår, når man taler og lytter - man har da hørt om, at argumenter nogle gange har gjort indtryk«, siger hun. Partiet er splittet SF er dybt splittet om holdningen til EU, og derfor vil en urafstemning af mange blive set som et endegyldigt opgør om partiets linje. Men Margrete Auken frygter, at afstemningen kan lamme partiet. »Hvordan kommer vi videre efter sådan en afstemning? Vi vil stå med et resultat, vi ikke kan fortolke, for vi ved jo ikke, hvorfor folk har stemt ja eller nej. SF risikerer at stå helt blanket af«, siger hun. Afstemningen kan også ende med at få konsekvenser for Holger K. Nielsens post som formand i partiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























