Den politiske vej er nu banet for, at københavnske skoleelever fremover kan lære arabisk i skoletiden. Et flertal i kommunens uddannelses- og ungdomsudvalg bestående af R, SF, Enhedslisten og Venstre har besluttet, at det vil være en god idé at indføre et såkaldt dansk-arabisk spor i folkeskolen. Udvalget erklærer sig desuden åben for lignende forsøg med kinesisk eller andre ikke-europæiske sprog. Forslaget sendes nu i høring. Ide stammer fra USA Ideen til det dansk-arabiske spor fik politikerne på en studietur i USA, hvor erfaringer viser, at elever i tosprogsprogrammer med engelsk og spansk klarer sig bedre end børn, der kun undervises i engelsk. I modsætning til den amerikanske model er tanken dog, at elever med dansk som modersmål også inddrages i undervisningen i arabisk. »Det er med til at udvikle de arabiske elevers danskkundskaber, når også arabisk fungerer som undervisningssprog. Desuden kan de danske elever profitere af at lære arabisk, men også de bliver bedre til dansk. Det viser både de amerikanske forsøg og vore egne erfaringer med sproggrupper«, siger uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard (Enh). Danskere skal med Succesen forudsætter selvfølgelig, at de danske elever og deres forældre er med på ideen med at lære arabisk, for projektet skal gælde begge elevgrupper, understreger han. »Om vi vil droppe det, hvis kun arabiske børn melder sig, har vi dog ikke taget stilling til endnu. Foreløbig spørger vi skolerne, om de også synes, at det er en god idé at prøve at etablere et dansk-arabisk spor«, siger Per Bregengaard. Venstres medlem af udvalget, Heidi Wang, understreger, at forslaget hverken handler om indførelse af mere modersmålsundervisning eller kulturkamp, men om at give børnene større jobmuligheder på markedet uden for Europa. Derfor foreslog hun, at tilbuddet ikke kun skal omfatte arabisk, men også kinesisk og andre ikke-europæiske sprog. »Det vil give børnene større erhvervsmuligheder, hvis de lærer et ikke-europæisk sprog som kinesisk eller arabisk«, siger Heidi Wang. Socialdemokraterne, konservative og Dansk Folkeparti stemte imod forslaget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























