Medicinfejl på plejehjem skal udryddes

Lyt til artiklen

Allerede i denne måned rykker et specialuddannet korps af medarbejdere ud til samtlige 63 plejehjem i Københavns Kommune for at gennemgå og tjekke, hvordan man håndterer medicineringen. Hvert enkelt plejehjem får derefter en handleplan, som påpeger fejl og risikable rutiner. I november besøges alle plejehjem så igen for et tjek af, om forholdene nu er i orden. Fem procent alvorlige fejl Sundheds- og omsorgsforvaltningens kontrolbesøg på 38 plejehjem i første halvår i år har vist, at 44 procent af plejehjemmene overtrådte en eller flere af reglerne i den vejledning om medicinhåndtering, som sundhedsforvaltningen har udarbejdet. Ikke alle fejl betyder, at beboerne ligefrem har fået forkert, for lidt eller for meget medicin. Men fem procent har fået anmærkninger om, at det er tilfældet, og det svarer til niveauet sidste år - selv om kommunen i mellemtiden har strammet op på procedurerne for at forhindre fejlmedicinering. I andre tilfælde drejer det sig om mere formelle fejl, for eksempel overtrædelse af de regler for arbejdsgange, som skal risikosikre medicinudleveringen. Det kan for eksempel være reglen om, at den, der giver patienten medicin, skal dokumentere det med sin underskrift. Særlig indsatsgruppe Et enigt sundheds- og omsorgsudvalg tilsluttede sig torsdag forvaltningens forslag om en massiv indsats for at komme de mange fejl til livs. »Vi trækker i en periode folk ud af deres normale arbejde for at løse denne opgave. Det er personale, der er specielt uddannet til at lave revision på systematiske arbejdsgange«, siger vicedirektør i sundheds- og omsorgsforvaltningen, Ib Haurum. Forvaltningen skærpede sidste år kravene til, hvordan plejehjemmene skal håndtere beboernes medicin. Mange af de tidligere regler har således skiftet status fra 'kan' til 'skal'. Det er den nye 'medicinhåndbog', der er udgangspunktet for den grundige kontrol, som nu skal foregå på plejehjemmene. »Helt udrydde fejl kan vi nok aldrig. Men vi håber med denne metode at komme ned på det niveau, som er betinget af, at man aldrig helt kan undgå menneskelige fejl«, siger Ib Haurum. Tallene for fejl i medicinhåndteringen stammer fra kommunens egne kontrolbesøg på plejehjemmene. Embedslægerne udfører også hvert år kontrol af medicinhåndteringen på plejehjem. De københavnske embedslæger fandt sidste år fejl på hvert fjerde plejehjem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her