Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) endelig trådte ud af busken efter en stille og tøvende sommer, satte han med ministerrokaden et stærkere indenrigspolitisk hold, med mere fokus på bløde værdier og med en større chance for at bære regeringen igennem et kommende valg. Den nye regering er både stærkere og yngre og vil formentlig satse mere på de indre linjer og nedtone EU-profilen med fokus på midtervælgerne, mener Politiken, mens Berlingske Tidende og Børsen hæfter sig ved at det nye hold magter at sætte sig igennem med den borgerlige profil, der skal til for at vinde næste valg og fremtvinge yderligere liberale reformer. Politiken: Med udnævnelsen af Mariann Fischer Boel (V) til ny dansk EU-kommissær og tilhørende ministerrokade valgte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter flere ugers tøven at satse på indenrigspolitisk taktik frem for europæisk statsmandskunst: Det europæiske samarbejde bliver således nedprioriteret til fordel for en klar styrkelse af regeringens personsammensætning forud for det næste folketingsvalg. Avisen mener, at ministerrokaden samlet set tegner billedet af en regering, som i det kommende år vil nedtone EU-profilen og i stedet satse på at skabe en lidt blødere værdipolitisk profil med appel til alle midtervælgerne. Berlingske Tidende: Statsministeren har med rokaden samlet et udmærket ministerhold med gode muligheder for at sikre borgerlig sejr i det valg, der skal afvikles senest til november næste år. Overordnet set er der ekstra bid i statsministerens nye hold, som nu i praksis skal demonstrere gennemslagskraften. Meningsmålingerne fortæller et tydeligt sprog om, at regeringens profil skal være borgerlig, aggressiv og klar, hvis regeringsmagten skal genvindes. Det er det perspektiv, statsministeren har haft for øje. Børsen: Politisk og ledelsesmæssigt har statsministeren skabt en stærkere regering med den store rokade. Det er en yngre og bedre holdopstilling, der går til valg, og hvis den økonomiske medvind, som regeringen selv var med til at skabe med forårspakken, holder, så er der nu bedre forudsætninger for at vinde det næste folketingsvalg og gennemføre de mere dybtgående liberale reformer, især på skatteområdet, som den nuværende regering har måttet lade ligge. Kristeligt Dagblad: Rokaden kan overordnet tolkes som et ideologisk tilbagetog i forhold til regeringens første tid - eller som det taktiske skaktræk, der skal vinde næste valg. Avisen finder det opmuntrende, hvis der reelt er tale om, at regeringen både før og efter næste valg vil føre en mere midtsøgende linje på de bløde linjer. Morgenavisen Jyllands-Posten: Avisen mener at det umiddelbart kan være svært at vurdere, om regeringen samlet er blevet styrket med gårsdagens udskiftninger og rokader. Men den har muligheden for at bevise øget styrke, hvis den omgående trækker i arbejdstøjet. B.T.: Avisen mener, at statsminister Anders Fogh Rasmussen med rokaden forøgede sin regerings overlevelseschancer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























