'Kun piger er bange for edderkopper'

Niclas' uforfærdethed aftager en anelse, da fotografen beder ham om at rykke helt tæt på en velvoksen edderkop. - Foto: Camilla Stephan
Niclas' uforfærdethed aftager en anelse, da fotografen beder ham om at rykke helt tæt på en velvoksen edderkop. - Foto: Camilla Stephan
Lyt til artiklen

Når Nicklas skal besøge mormor, går han over en stor mark. En mark er en hel verden, når man er otte år. Her samler drengen fra Møn sorte snegle op (til sin mors rædsel), her får billerne et ord med på vejen. Ingen betænkeligheder Nicklas har ingen betænkeligheder ved nærkontakt med naturen. En dag havde han fundet en død fugl. Nicklas mente, det var en fuglekonge - men så blev det afsjælede fuglelegeme bestemt til at være løvsanger. Kræet blev behørigt begravet i en foret kasse. Indtil han en dag skulle fortælle sin oldemor om fuglen. Så gravede Nicklas den op igen. For 'olde' skulle jo overbevises om, at det var en løvsanger. For Nicklas er en fugl ikke bare en fugl, et insekt ikke bare en ulækker krible-krable - er det en bænkebider eller er det et tusindben? Nicklas er nøjeregnende, og han studerer jævnligt mormors og morfars dyreleksikon. Insekter, dyr og dinosaurer Nicklas har nu og da brug for at gå sin egne veje, Måske fordi han motorisk fungerer ikke helt som andre drenge - han går til træning hos en ergoterapeut. Måske er det derfor, Nicklas læser så meget. Og går meget op i insekter og dyr. »Og dinosaurusser!«, tilføjer han. Med dén slags interesser er Nicklas selvskrevet som deltager i Den Store Edderkoppejagt - folkeindsamlingen af iagttagelser af kors-, hvepse- og kvadratedderkopper i denne måned. Mormor Birthe spurgte, om han ville være med til at tælle hjemme i mormors have, for hun havde læst om edderkoppejagten og at man kunne vinde præmier? 'Kun piger er bange for edderkopper' Dét ville Nicklas gerne. Lillesøster Alberte på tre insisterede også på at være med. Og Nicklas' kammerat Oliver og Olivers søster Karoline, morfar Kurt og mor Dorthe. Og dermed vrimlede mormors have med mennesker, der stak hovederne ind i høstanemoner og hække for at finde spind. »Jeg er ikke bange for dem. Det er kun piger, der er det«, forklarer Nicklas bevæbnet med en hvid kop. Han har på forhånd fundet en edderkop, der puuuustes på plads i koppen, når den prøver at kravle op. Inden der er gået ti minutter, har Nicklas fundet mindst otte, og Politikens fotograf knipser løs, for de skal jo skal registreres som led i den landsdækkende edderkoppeoptælling. 'De sviner' Mormor Birthe Kasper er mindst lige så ivrig i haven i Lendemarke i udkanten af Stege. »De sviner, når de sidder over vinduet, men vi har aldrig sprøjtet, som andre gør. Hvor er mariehønsene blevet af, de er vel sprøjtet væk? Nej, det er godt nok med edderkopperne, selv om der er mange i brændet«, småsnakker hun, mens hun sammen med Alberte på tre er ved at studere en lille fyr af slagsen i et staudebed. Mor er rå, morfar nænsom Nicklas' mor Dorthe har et lidt mere splittet forhold til dyret. Hun har en tøjbutik i Stege, hvor edderkopperne hænger i kager rundt om vinduerne, og forleden fik hun en ny hvid jakke i forretningen ødelagt af dyrenes klatter. Så går hun i gang med kosten. Nicklas morfar Kurt er mere nænsom: Han tilhører den afart af menneskeracen, der bærer edderkopper ud, hvis han finder dem indendøre. Han og mormor Birthe taler om Møn som »edderkoppernes ø«. De er overbeviste om, at de mange myg i området, hvor der er flere søer og vandbassiner, trækker edderkopper til. Af samme grund er der også mange skrubtudser. For de lever af edderkopper. Respekt for samarbejdet Nicklas er også helt med på naturens sammenhænge: »Fluerne hænger fast, og edderkopperne lever af dem. Og det er godt, for så får vi ikke stukket os«. I dag ser det ud til, at mormors og morfars hus er udset til at være ét stort edderkoppe-bytte. Tagudhænget er spundet ind fra ende til anden. Nicklas betragter totalangrebet med respekt: »Jeg tror, edderkopperne arbejder sammen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her