Danmark står over en af de mest usædvanlige retssager i nyere tid, efter at statsadvokaten fredag rejste tiltale mod en bortvist medarbejder fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Frank Grevil var indtil for få måneder siden ansat i tjenesten og medvirkede til udarbejdelsen af de trusselvurderinger, som dannede grundlag for Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Stik imod alle regler lækkede han nogle hemmelige rapporter til pressen, fordi han ville rejse en diskussion om det politiske beslutningsgrundlag. Han risikerer nu op til to års fængsel. Principiel sag Ifølge juraprofessor Vagn Greve fra Københavns Universitet kan sagen blive principiel, fordi den drejer sig om selve grundlaget for at deltage i krigen. »Forsvarerne kan sige, at det er vigtigt at få belyst, hvorfor Danmark gik i krig. Hvis grundlaget ikke var i orden, har vi alle sammen en interesse i at kende de utilstrækkeligheder, beslutningen blev baseret på. Omvendt er det oplysninger fra efterretningstjenesten, som skal behandles med stor sikkerhed. Som jeg ser sagen, er den helt åben«, siger Vagn Greve. Anklager vil have døre lukket En væsentlig del af retssagen kan imidlertid komme til at foregå for lukkede døre, fordi den omhandler Danmarks forhold til fremmede magter. »Jeg vil begære dørene lukkede, hvis der skal fremlægges fortrolige oplysninger«, siger politiadvokat Michael Jørgensen, der skal føre sagen i Københavns Byret. Grevil fortryder ikke Brudstykker af de hemmelige FE-rapporter om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben havnede i februar på Berlingske Tidendes forside og udløste et stormfuldt opgør om krigsgrundlaget i Irak. Til sidst blev regeringen presset til at offentliggøre FE-rapporterne i deres helhed. Det skete, efter at Frank Grevil i april var trådt frem med navn i medierne. »Jeg fortryder ikke sagen, fordi FE ikke fungerer, som den skal. Til gengæld ville jeg nok ikke have udtalt mig så bombastisk om regeringens rolle. Det skyldes, at jeg ikke gemte en kopi af rapporterne, hvilket var naivt«, siger Frank Grevil. Overvejer sager mod journalister Først når sagen mod Frank Grevil er afgjort, vil statsadvokat Karsten Hjorth beslutte, om der også skal rejses tiltale mod to journalister fra Berlingske Tidende, som skrev artiklerne om FE. Københavns Politi undersøger også en lækage af hemmeligstemplede dokumenter til TV 2 og to anmeldelser mod den tidligere forsvarsminister Svend Aage Jensby og de konservatives Helge Adam Møller i forbindelse med deres arbejde i Folketingets Kontroludvalg. Sagen skal køre i Københavns Byret, men er endnu ikke berammet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























