Mary tog Århus med storm

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i Århus. - Foto: Rasmus Baaner
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i Århus. - Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Lad det være sagt straks : Mary har lært sin lektie. Ved indledningen i går på kronprinseparrets hyldningstogt gennem kongeriget viste kronprinsessen i Århus, hvordan man med perfektion griber sin helt særlige opgave an - smilende og vinkende og imødekommende. Undervejs stoppede hun op mange gange for at tage imod de blomster, man ville give hende. Og ikke mindst for at trykke de begejstrede hænder, der blev rakt frem mod Frederiks viv. Svært at være republikaner Tusinder af århusianere viste i løbet af mandagen, at heller ikke i Smilets By må det være særligt nemt at være republikaner i øjeblikket. Honoratiores var der mange af; de hører ligesom med, når der kommer fint besøg. Ordensrosetter, spektakulære hatte og uendelige mængder af danske og australske papirflag blev luftet, og ved Honnørkajen lagde det elegante, 72-årige kongeskib til efter en sejltur gennem julinatten fra Københavns Red. I fordums tider blev de kongelige altid mødt af en amtmand med vajende fjer i sovsekandehatten, kommandørkors og hurraråb. I vore tider råber amtmanden fortsat hurra, men nu foregår det i gråt jakkesæt og nobelt slips. »Uniformen var upraktisk og passer vel ikke så godt til en moderne, dynamisk institution som et statsamt. Men når man er til gallaforestilling i Det Kgl. Teater og ser landsdommere og politimestre i fuldt skrud, kan man godt ærgre sig lidt over, at man selv er klædt som en tjener«, fastslog stiftamtmand Peter Christensen. Ved sin side havde han dagens første blomsterpige, 27-årige stud.jur. Louise Vagner, hvis mor arbejder på statsamtet. Mary i ceriserød dragt Forsvarsbrødre, folkedansere, spejdere og pigegardister var mødt op på kajen med utallige faner, og tilstrømningen var til sidst så stor, at Grenaa-toget måtte tude sig gennem folkehavet. Fra tagene på havnens hoteller, siloer og kontorhuse havde publikum et formidabelt vue over den kongelige ankomst. Og herfra kunne man også se kronprinsesse Marys ceriserøde dragt samt kronprinsen, der - når han nu kom sejlende på 'Dannebrog' - var klædt i flådeofficersuniform. Indtrykkene for en nyslået kronprinsesse er uendelige på sådan en dag; musikalsk, f.eks. rakte den fra et Abba-medley fra Prinsens Livregiments Musikkorps på havnekajen over Aarhus Studentersangeres swingende Elton John-sang 'Can You Feel the Love Tonight' i byrådssalen til den færøsk-danske sanger Teitur, der indledte den daglange musikfest ved byens Musikhus. Fedtemadder og Nordsøhummer Og kulinarisk strakte oplevelserne sig fra fedtemadder med salt fra Læsø hos skomagerens madam i Den Gamle By til 'brændt' Nordsøhummer kort efter i Møntmestergården - Den Gamle Bys pragthus, der i sin tid blev opført i Borgergade i København i 1683, og som nu er ved at blive genskabt i Århus. I sin tale for kronprinseparret kom borgmester Louise Gade (V) ind på kronprinsens tætte relationer til Århus; en by, som hun karakteriserede som »livlig, mangfoldig, dejlig«. »Vi ynder at tænke på Dem som 'halv-århusianer' - og det er ment som en hædersbevisning«, fastslog borgmester Gade til Frederiks synlige glæde. I Århus' gader stod borgerne tæt, da Danmarks næste kongepar kørte karettur med gardehusarerne som det spektakulære følge. Gad vide, om der overhovedet blev bestilt noget i Århus i går - men hvad pokker: Solen skinnede i lange perioder, og da Mary og Frederik viste sig på rådhusets balkon tredje gang, gav parret det, århusianerne havde råbt og råbt på: Et kys. Begejstringsbrølet var så højt, at det nok kunne høres helt til Aalborg, hvortil kronprinseparrets videre rejse går i dag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her