Måger klatter på patienter

- Tegning: Jørgen Saabye
- Tegning: Jørgen Saabye
Lyt til artiklen

Vrede måger, der bruger deres klatter som kasteskyts mod fodgængere. Bange børn, der ikke tør lege på sygehusets legeplads. Sygeplejersker, der ikke kan sove for fuglenes skrig. En koloni af sølvmåger og stormmåger på Holbæk Sygehus går aggressivt til angreb på alle, de betragter som fjender. Holbæk Amts Venstreblad beskriver, hvordan mågerne »styrtdykker ned mod intetanende fodgængere enten med næb, kløer eller sågar en klat mågelort som ammunition«. Særlig anspændt er situationen, når rasende mågeforældre forsøger at beskytte deres unger, just efter de fjerede poder har forladt reden og vandrer rundt mellem biler og fodgængere. Ubehageligt »Mågerne sviner utrolig meget, og så angriber de patienter, pårørende og personale. De er meget aggressive, når de har unger, og det er meget ubehageligt, især for gangbesværede. De bliver bange«, siger teknisk chef Mikael Novel fra Holbæk Sygehus. »Det minder om Alfred Hitchcocks film 'Fuglene'«, tilføjer han. Vildtkonsulent Hans Henrik Erhardi fra Odsherred Statsskovdistrikt under Skov- og Naturstyrelsen har efter en besigtigelse af forholdene tildelt Holbæk Sygehus en tilladelse til at »regulere« mågerne: Sygehuset må skyde mågerne frem til slutningen af august. Derudover har Hans Henrik Erhardi givet gode råd om, hvordan sygehuset kan forebygge mågeballaden. »Det kan blive et tilbagevendende problem, så det gælder om at komme i gang inden næste ynglesæson. For eksempel med at skræmme dem væk eller samle æg og yngel med en uges mellemrum«, forklarer han. Dette års unger er ved at være flyvefærdige, så Hans Henrik Erhardi forventer, at angrebene fra de vrede måger snart »ebber ud«. Direktør Jan Ejlsted fra Dansk Ornitologisk Forening mener, at det er i orden at skyde måger, der genererer folk på sygehuse, ligesom det er o.k. at skyde fugle ved lufthavne. »Men generelt synes jeg, at det er bedre at forebygge end at plaffe løs«, siger han. Hvor går grænsen for, hvornår man bør skyde?

»Grænsen går der, hvor det er fornuftigt begrundet. Man skal ikke skyde alene af hensyn til folkestemningen. Tag for eksempel skarverne i Sortedamssøen i København. Hvad er problemet, ud over at nogle ikke kan lide dem?«, spørger Jan Ejlsted. Sagen med de vrede måger ved Holbæk Sygehus er langtfra enestående: »Vi får hyppigt henvendelser, men når folk klager over, at der er måger i gågaden i Holbæk, så er jeg mere hård i filten. Hvis man vil bo ved vandet, så må man leve med, at der er måger«, siger Hans Henrik Erhardi. Vampyrfilm Andre klager over sorte råger og skarver, husmår, ræve og flagermus. »Folk er utrygge ved flagermus. De bliver opfattet som uhyggelige«, siger Hans Henrik Erhardi med henvisning til diverse vampyrfilm. Der findes blodsugende flagermus med tandsæt a la Dracula i Brasilien, men de danske arter er ganske fredsommelige. Dog kan visse flagermus være bærere af rabies, så man skal ikke forsøge at fjerne dem med de bare hænder. »Flagermus er omfattet af beskyttelse, så vi forsøger at rådgive, så de giver færrest mulige gener«, siger Hans Henrik Erhardi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her