Gift truer drikkevand

NESA opdagede forureningen ved et tilfælde. - Foto: Martin Zakora
NESA opdagede forureningen ved et tilfælde. - Foto: Martin Zakora
Lyt til artiklen

Sundhedsfarlige gifte siver ned mod det danske drikkevand fra forurenet jord, men nu gør elselskabet NESA klar til at rydde op efter nogle af fortidens synder. Andre elselskaber tøver med at undersøge sagen, selv om giftene - klorerede opløsningsmidler og sprøjtegifte - har været brugt landet over. Teknisk direktør Lars Lorensen fra NESA mener, at situationen er alvorlig: »Men nu ved vi, hvor forureningen er og kan gå i gang med at rydde op«, siger han. For fem år siden opdagede NESA ved et tilfælde en jordforurening med klorerede opløsningsmidler på Vejleå transformerstation i Høje-Taastrup Kommune. Siden har elselskabet undersøgt i alt 51 transformerstationer. I grundvandet under ti af dem - blandt andet i Gentofte, Hvidovre og Farum - er der fundet opløsningsmidler i koncentrationer, der overskrider Miljøstyrelsens grænseværdier for drikkevand. På yderligere otte er der stærk mistanke om en forurening med de kræftfremkaldende stoffer. Affedtning I sin tid, det vil sige fra midten af 1950'erne og frem til omkring 1988, brugte NESA opløsningsmidler til at affedte olierester på transformere. En del blev spildt. NESA har også det giftige nedbrydningsprodukt BAM i grundvandet under stort set alle transformerstationer. BAM stammer fra to nu forbudte gifte mod ukrudt. Både ukrudtsmidler og affedtningsmidler har været lovlige, men NESA vil ikke tage et juridisk slagsmål for at slippe for at rydde op. »Vi har valgt at samarbejde med amterne og påtage os ansvaret«, siger Lars Lorensen, der regner med, at afværgepumpninger af vand og oprensning vil koste NESA en halv til én million kroner per forurening. Dertil kommer omkring 100.000 kr. pr. station til drift. En håndfuld af de forurenede grunde ligger tæt på drikkevandsboringer. Det gælder for eksempel Hillerødgård. Drikkevandet er ikke forurenet, hverken i Hillerød eller ved de øvrige transformerstationer, oplyser civilingeniør John Bastrup fra GEO, tidligere Geoteknisk Institut. »Men det er alvorligt nok. De her stoffer er meget giftige, og de må bare ikke findes i grundvandet - selv ikke i små koncentrationer. NESA's fund tyder på, at der er god grund til at undersøge landets øvrige elselskaber«, siger John Bastrup. Foreløbig tyder intet på, at landets øvrige over 100 elselskaber har tænkt sig at følge NESA's eksempel. I maj indbød Amternes Videnscenter for Jordforurening sammen med elselskabernes brancheforening, Dansk Energi, og NESA landets elselskaber til et møde om forurening af transformerstationer. For få viste interesse. Mødet blev aflyst, hvilket ærgrer Lars Kaalund, leder af Amternes Videnscenter for Jordforurening: »Vi kan ikke tvinge elselskaberne til selv at undersøge deres transformerstationer. Men de kunne i det mindste starte dialogen med os. Klorerede opløsningsmidler er simpelthen nummer et på listen over farlige stoffer i vores drikkevand«, siger Lars Kaalund, hvis center tidligere har undersøgt 23 transformerstationer på Sjælland og fundet klorerede opløsningsmidler i grundvandet under dem alle. Energi Fyn afventer Energi Fyn Net er et af de elselskaber, der ikke aner, om grundvandet under 40 transformerstationer er forurenet: »Vi har ikke undersøgt det. Vi afventer initiativer og regler på området«, siger direktør Niels Erik Knudsen. »Hvorfor tager I ikke selv initiativet?«

»Problemet er stadig så nyt, at vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med det. Men vi er meget interesserede i at gøre noget ved det«, siger Niels Erik Knudsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her