V-forslag: Slip Valby fri

Venstreborgmester Søren Pind er tilhænger af en folkeafstemning i Valby. - Foto: Claus Bonnerup
Venstreborgmester Søren Pind er tilhænger af en folkeafstemning i Valby. - Foto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Mens kommuner over hele landet er i færd med at forberede sammenlægninger, foreslår Venstres trafikborgmester i København, Søren Pind, nu at åbne døren for en løsrivelse: Valby skal selv have lov at bestemme, om bydelen vil være en selvstændig kommune, eller om den fortsat skal være en del af København »Når vi nu alligevel er i gang med så store strukturreformer, kan vi lige så godt lade valbygenserne bestemme, om de vil være selvstændige. Vi kan ikke være tjent med at blive ved med at have en debat om, at nogle føler sig klemt inde i København«, siger Søren Pind. Valby er et særligt tilfælde Det kan ske ved en folkeafstemning i bydelen, som kan holdes sammen med det næste folketingsvalg, foreslår han. Som den eneste bydel stemte et flertal Valby i 2000 for at gøre forsøgene med lokale bydelsråd permanente, men et stort flertal i resten af kommunen valgte at droppe bydelsrådene. »Alle andre steder ville jeg være lodret imod at splitte København op, men lige præcis Valby var det eneste sted, der stemte for at fortsætte med bydelsråd, så nu må vi have det endeligt afklaret«, siger Søren Pind, der selv erklærer sig neutral i spørgsmålet om Valbys fremtid. Men han peger på, at Valby med sine næsten 46.000 indbyggere og en placering i udkanten af København har en udmærket størrelse for en dansk kommune efter strukturreformen. S siger nej Socialdemokraterne på Københavns Rådhus bryder sig ikke om idéen. De to favoritter til at blive partiets spidskandidat ved næste kommunalvalg er begge skeptiske. »Det er en dårlig idé. København er en sammenhængende by, der allerede i dag omfatter et større geografisk område end selve kommunen. Så det vil være grumme forkert at skabe nye grænser og opdelinger«, siger miljøborgmester Winnie Berndtson (S). Medlem af Borgerrepræsentationen Karen Hækkerup mærker ikke noget folkekrav fra borgerne i Valby. Og under alle omstændigheder er det regeringens beslutning, påpeger hun. Det har ikke været muligt at få kommentarer fra indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her