Bz-aktion i Svendborg opløste sig selv

Unge på den alternative kulturfestival i Svendborg. - Foto: Lars Skaaning
Unge på den alternative kulturfestival i Svendborg. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Det hele fusede fredeligt ud, efter at en gruppe unge fra den lokale bz-bevægelse havde besat et tomt hus i Svendborg og fremsat krav om at få et brugerstyret ungdomshus stillet til rådighed i byen. Besættelsen af ejendommen nr. 50 i Ørkildsgade var et led i BZ-BY 2004, hvor bz'ere fra hele landet var kaldt til aktioner i den sydfynske hovedstad. Bz'erne forlod huset Ifølge vagthavende ved politiet i Svendborg løste problemet stort set sig selv sidst på eftermiddagen, da bz'erne formentlig for en kortere bemærkning havde forladt huset. Det fik politiet til hurtigt at lukke huset og sikre det imod fornyet indtrængen af uvedkommende. Husbesættelsen fandt sted, samtidig med at andre unge i disse dage holder alternativ kunst- og kulturfestival med knap 100 deltagere på Landsstævnepladsen i den vestlige del af byen. Bz'ernes ankomst til Svendborg og foreløbigt spage protestaktion er blevet kædet sammen med festivalen, hvilket har fået politiet til at mobilisere i denne uge. Ingen sammenhæng En talsmand fra festivalen, Peter Teil Laustsen, understregede i går, at der ingen sammenhæng er mellem bz'erne og deltagerne i festivalen, og at han er ked af sammenkoblingen. Deltagerne på festivalen 'Kunst i det grønne' har dannet Foreningen for Alternativ Kunst og Kultur. Og den har ifølge Peter Teil Laustsen ganske vist ligesom bz'erne det mål at få stillet et brugerstyret ungdomshus til rådighed i byen. »Men vi har ingen forbindelse til bz'erne. Når festivalen slutter torsdag eller fredag, vil vores forening ansøge kommunen om økonomisk støtte til lokaler, hvor der skal være mulighed for, at medlemmerne kan få frie muligheder for at udfolde sig«, siger Peter Teil Laustsen. »Mange af os er studerende og gymnasieelever, og ungdomsklubberne giver ikke vores aldersklasse de muligheder, vi mangler«, siger han. Bor sammen med en fra 'Spanden' Sammenkædningen med bz'erne er blandt andet sket, fordi Peter Teil Laustsen bor i kollektiv sammen med en af de aktive i den lokale bz-gruppe Spanden. Peter Teil Laustsen giver i den forbindelse udtryk for, at han ikke af den grund kan tages til indtægt for, hvad bz'erne foretager sig eller for den sags skyld vil foretage sig. 'Slut med at være passive' Bz'erne proklamerede i forbindelse med husbesættelsen i Ørkildsgade, at Svendborg i 750 år har været uden et ungdomshus. »Nu er det slut. (...). Det er slut med at være passive! Vi bestemmer, hvad der skal ske, og vi får det til at ske. Vi tager ansvar for og magten over vores eget liv!«, sagde bz'erne i et opråb. Thomas fra bz-gruppen bebudede nye aktioner onsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her