Selv om man hverken er stor nok til at stemme eller komme i fængsel, så kan man godt blive betragtet som voksen. I hvert fald hvis man skal betale entré i Bonbon-land, i Tivoli eller i Legoland. I Tivoli er aldersgrænsen 13 år - men hvorfor er det sådan? »Tjah, det er jo egentlig et meget godt spørgsmål, det ved jeg faktisk ikke. Må jeg ikke lige undersøge det og ringe tilbage om fem minutter?«, spørger Tivolis informationschef, Stine Lolk. 'Ingen supergod grund' En time efter ringer hun og siger: »Ja, det trak lidt ud, for der er som sådan ikke nogen supergod grund til aldersgrænsen. Vi satte den i sin tid efter DSB's grænser. De har så siden forhøjet alderen, mens vi har beholdt den«, fortæller Stine Lolk og fortsætter: »I en forlystelsespark er det et spørgsmål om, hvornår man kan benytte produktet fuldt ud, og det kan man hos os, når man er 140 cm høj. Det er de fleste 14-årige«. I Bonbonland har man ingen aldersgrænse, men her skal alle over 90 cm betale fuld pris, og i Legoland går grænsen ved 12 år. I busserne er børn børn til de er 16 Skal man derimod en tur med bussen, så kan man bevare barndommens uskyldighed og billige priser lidt længere. Selv om det som udgangspunkt er amterne, der bestemmer over billetpriserne i den kollektive trafik, så vedtog den tidligere regering i samarbejde med SF og Enhedslisten en særlov om børnebilletter. »Man skal med alle offentlige busser kunne køre til børnepris, indtil man bliver 16 år. Og gratis, indtil man fylder 12«, fortæller kommunikationsmedarbejder Kirstine Fuglsang fra Trafikministeriet. Børn i hovedstaden er børn i længere tid I busserne i hovedstadsområdet er man gået et skridt videre. »Når unge køber abonnementskort, får de det til børnepris, helt til de bliver 18 år. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det er sådan. Det har det været i alle de 20 år, jeg har været her«, fortæller Torsten Rasmussen, trafikchef i Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), der har ansvaret for busdriften i hovedstadsområdet. Ingen regler Ud over i den kollektive trafik er der ingen regler for aldersgrænser. »Det står restauranter, forlystelsesparker og andre lignende steder helt frit at sætte grænser for, hvornår et barn ikke er barn mere«, fortæller Susanne Bager, fuldmægtig i Forbrugerstyrelsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























