Støtte til justitsmordskommission

Lyt til artiklen

De mange sager fra Norge og Sverige, hvor omkring 40 fædre først er blevet dømt og senere frifundet for incest, vækker bekymring hos formanden for Folketingets Retsudvalg, SF'eren Anne Baastrup. En del af mændene blev dømt, fordi deres døtre som voksne i forbindelse med terapi pludselig huskede, at de var blevet misbrugt som børn. Falske erindringer Men erindringerne viste sig at være såkaldte falske genfundne erindringer. »Når Norge og Sverige, hvor retssikkerheden og hensynet til offer og gerningsmand er på samme niveau som vores, har haft sagerne, synes jeg allerede af den grund, at det grundigt bør overvejes at nedsætte en kommission i Danmark«, siger Anne Baastrup. Derfor støtter hun forslaget fra Dansk Psykolog Forening, der i Politiken onsdag opfordrede justitsminister Lene Espersen til at nedsætte en kommission, der skal undersøge, om uskyldige er dømt for incest på baggrund af genfundne erindringer. »Man skal være fuldstændig skråsikker på de sager, hvor der er afsagt domme de sidste ti år, for at sige, at der ikke er nogen, der er dømt på baggrund af genfundne erindringer«, siger Anne Baastrup. Revurdering I begyndelsen af denne måned besluttede Den Særlige Klageret at genoptage en incestsag fra Færøerne, hvor det viste sig, at et forældrepar var uskyldigt dømt, fordi deres børn havde løjet om de seksuelle overgreb. Selv om den sag ikke handlede om genfundne erindringer, mener Anne Baastrup, at der kan være huller i den måde, man vurderer vidneudsagn på. Derfor skal en kommission ikke kun nedsættes for at finde ud af, om uskyldige er dømte, men arbejdet skal også gå ud på at revurdere proceduren i og omkring retssagerne. »Er vores metoder gode nok, er vores efterforskning og afhøring i orden, og kan vi være sikre på, at der ikke dukker sager op, hvor man skulle have genvurderet det? Det er vigtigt at finde ud af«, siger Anne Baastrup. Anmodning afvist Elisabeth Arnold (R), der også er medlem af Folketingets Retsudvalg, har tidligere på året bedt rigsadvokat Henning Fode om at undersøge, om uskyldige er dømt på baggrund af falske genfundne erindringer i Danmark. Anmodningen er blevet afvist, med den begrundelse at man ikke har kendskab til, at der er blevet afsagt domme på baggrund af falske genfundne erindringer. På grund af ferie har det ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen (K).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her