Salg af statslige sommerhuse, salg af statsskov, salg af bunkere til iskiosker og andre formål. Sådan lyder tre forslag fra miljøordfører Jørn Dohrmann, Dansk Folkeparti, til, hvordan staten kan finde flere penge til naturen. V: Pengene? Den detalje må vente For VK-regeringen har - bekræfter miljøordfører Eyvind Vesselbo (V) - besluttet at bruge 200 millioner kroner ekstra til naturgenopretning over de næste fire år. »Hvor pengene skal komme fra? Detaljerne må vente, til finansloven kommer sidst i august«, siger Eyvind Vesselbo, der dog godt tør love »flotte projekter«. Regeringens trofaste støtte, Dansk Folkeparti, hjælper gerne til med at finde penge til VK-regeringens formentlig sidste finanslov inden valgkampen. DF: Salg af sommerhuse og skove Ud over salg af sommerhuse og skove vurderer Jørn Dohrmann, at der måske kan spares penge ved at flytte dele af Skov- og Naturstyrelsen fra København. Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) ønsker ikke at kommentere de ekstra penge, og der kan spores en vis irritation i Miljøministeriet over, at nyheden om dem var lækket til Jyllands-Posten torsdag. Oppositionen havde regnet med, at regeringen inden folketingsvalget ville øge bevillingerne efter barske sparerunder på miljø og natur. SF vil se det ske... Miljøordfører Jørn Jespersen fra SF vil dog se pengene, før han tror på, at de kommer. »Hvis der virkelig er tale om en merbevilling, så er det dejligt. Så har regeringen genoprettet halvdelen af den ulykke, den har lavet på naturområdet«, siger Jørn Jespersen. Han finder dog fortsat regeringens miljøpolitik dybt problematisk. At give tilladelser til gylletanke ved sårbare kyster er det modsatte af at forebygge miljøproblemer, mener Jørn Jespersen. DN glæder og undrer sig I Danmarks Naturfredningsforening (DN) vurderer afdelingsleder Thomas Færgeman, at fire gange 50 millioner kroner kan være med til at skabe gode projekter. »Men det er ikke nok til at give et løft til den samlede naturkvalitet, og det er ikke nok til at sikre, at Danmark lever op til EU's habitatdirektiv«, siger Thomas Færgeman med henvisning til regler, der skal sikre en mere mangfoldig natur. DN glæder sig over udsigten til de 50 millioner naturkroner i 2005, men undrer sig over, at staten ikke udnytter chancen for at bruge knap 15 gange så mange EU-penge på naturen. »Regeringen har muligheden for at bruge op mod 740 millioner kroner om året - 10 procent af EU's landbrugsstøtte - på en visionær natur- og landbrugspolitik. Det er oven i købet penge, vi skatteydere ikke skal betale«, siger Thomas Færgeman.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























