Børn med handikap belaster budgetterne så voldsomt, at mange kommuner forsøger at spare, hvor de kan.
Overalt i landet melder handikaporganisationerne om forældre, der får afslag eller bliver mødt med forringelser i tilbuddene til deres børn.
»Alle de tilbagemeldinger, jeg får fra mit bagland, fortæller tydeligt, at kommunerne har reduceret deres bevillinger og imødekommenhed på områder med store relevans for børn med handikap og deres pårørende. Det samme budskab får jeg, når jeg taler med pædagoger og lærere«, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer (DH).
Halveret hjælp til døende dreng
I fjor overskred kommunerne deres budget på det såkaldte specialiserede sociale område med næsten 2 milliarder kroner. I kommuneaftalen for næste år havde kommunerne bedt om 2,3 milliarder kroner til området, men måtte nøjes med 1 milliard mindre.



























