Landmænd eller andre grupper med særinteresser skal ikke have vetoret i forsøgsprojekterne til de første danske nationalparker. Det fastslår den bredt sammensatte Nationale Følgegruppe, der er udpeget af miljøminister Hans Christian Schmidt (V) til at tage stilling til vilkårene for de syv projekter. »Enkeltgrupper som landmænd - eller naturfredningsfolk, for den sags skyld - skal ikke kunne stoppe et pilotprojekt«, siger Bent Agerskov, mangeårig frontfigur i paraplyorganisationen Friluftsrådet og nu formand for Den Nationale Følgegruppe. Følgegruppe går i rette med minister Dermed går følgegruppen i rette med miljøministeren, der netop har skrevet sit oplæg i et brev til de lokale følgegrupper: »Pilotprojekterne skal bygge på frivillighed og lokal opbakning ... Hvis et eller flere medlemmer af styregruppen, der repræsenterer brede kredse i lokalbefolkningen, er uenige, ... vil pilotprojektarbejdet derfor blive revurderet og eventuelt stoppet«. Det er for bombastisk en formulering, vurderer en enig følgegruppe, herunder så forskellige organisationer som WWF, Verdensnaturfonden, og Dansk Landbrug. »Når pilotprojekterne er færdige om et års tid, står det politikerne frit for at forkaste et eller flere projekter, hvis de for eksempel mener, at en enkelt gruppe ikke er blevet godt nok tilgodeset. Men indtil da må man give parterne tiden til at drøfte alle spørgsmål grundigt igennem og forsøge at blive enige ved dialog«, mener Bent Agerskov. Carte blanche til enkeltgrupper Følgegruppen undrer sig især over miljøministerens tilsyneladende carte blanche til enkeltgrupper, fordi han tidligere har afvist vetoret. Dels over for de flere hundrede Læsøbeboere, der skrev under på en protest mod nationalpark, dels over for Nordthy Landboorganisation, der oprindelig opponerede voldsomt mod parkplanerne i Thy. Bent Agerskov vil på følgegruppens vegne nu bede om et møde med miljøministeren efter sommerferien. Hans Christian Schmidt mener ikke, at der er tvivl om vilkårene eller formuleringerne for pilotprojekterne. »Men jeg tager gerne et møde, hvis følgegruppen mener, at der er tvivl«, siger miljøministeren i en udtalelse. Pilotprojekterne, der handler om at forberede nationalparkerne og beskrive konsekvenser for miljø og økonomi, skal afleveres til regeringen senest 1. juli 2005.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























