De radikales leder Marianne Jelved er fortørnet over den kolde skulder, som både regeringen og Socialdemokraterne har givet Europarådets kritik af Danmark. Hun bryder for første gang med partiets holdning om ikke at stille ultimative krav til et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne, hvis de sammen vinder næste valg. Går Socialdemokraterne efter et valg ikke med til at lave reglerne om familiesammenføring om, så de respekterer menneskerettighederne, bliver der intet regeringssamarbejde mellem de to partier, fastslår Jelved. »Vi kan ikke legitimere en regering, som ikke har respekt for den vurdering, der kommer fra internationale organisationer som for eksempel Europarådet«, siger Marianne Jelved. Kommissær: Danmark overtræder konvention Europarådets menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles sagde i denne uge i et interview med Politiken, at regeringens regler om familiesammenføring »ubetinget« overtræder Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Udtalelserne kom i kølvandet på en kritisk rapport om Danmark, som han offentliggjorde i sidste uge. Specielt kritiserede kommissæren reglen om, at unge under 24 år ikke kan blive familiesammenført med en udlænding. Flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) afviste øjeblikkeligt kritikken, og i Politiken fredag lagde Socialdemokraternes politiske ordfører Frank Jensen også afstand til kritikken. Hans parti stemte for 24-årsreglen. Frank Jensen sagde, at hans parti ikke ønskede at ændre på reglerne, fordi det ikke var oppositionens opgave at vurdere, om kritikken fra kommissæren var berettiget. Det var udelukkende op til regeringen. Jelved tager afstand fra Frank Jensens holdning Den holdning finder Marianne Jelved uacceptabel. »Det er ikke kun regeringens opgave at vurdere kritikken. Det gælder også de øvrige partier, som har stemt for loven. Det er meget svært at have respekt for et parti, som fralægger sig ansvaret for den politik, den selv har lagt stemmer til«, siger hun. »Det er utroværdigt at tale om menneskerettigheder, hvis ikke Danmark respekterer de internationale institutioner, som har til opgave at holde øje med menneskerettighederne«, siger Marianne Jelved. Hun retter også skytset mod den nuværende VK-regering. »Hvis regeringen efter det næste valg bliver siddende, men også får mulighed for at lave flertal med de radikale, vil vi ikke gå med i nogle aftaler, før reglerne om familiesammenføring er blevet ændret«, siger hun. S og regeringen tager det roligt Men både Socialdemokraterne og regeringspartierne tager let på Jelveds krav. Frank Jensen fastholder, at det er den nuværende regerings opgave at tage stilling til, om kritikken fra menneskerettighedskommissæren er berettiget. »Mere har jeg ikke at tilføje«, siger han. De konservatives politiske ordfører, Pia Christmas Møller, henviser til, at de radikale hele tiden har været imod regeringens regler om familiesammenføring. »Nu forsøger Marianne Jelved at true sig til at få sin vilje. Jeg lægger stadig til grund, at Bertel Haarder har ret i, at vi ikke begår konventionsbrud«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























