SFs nye medlem af EU-Parlamentet, Margrete Auken, trodser sin hovedbestyrelse og tilslutter sig De Grønne i parlamentet, som hun føler, at hun og SF har mere til fælles med. Så sent som i går har et flertal i SFs hovedbestyrelse vedtaget, at SF skal tilhøre den rød-grønne gruppe, GUE, og Auken trodser partiets love ved at gå sine egne veje. Det siger partiets næstformand, Trine Bendix Knudsen, til Ritzau. GUE har efter EU's medlemsudvidelse fået deltagelse af kommunistpartier fra de gamle Østblok-lande, som ikke har gjort op med fortiden, deriblandt det tidligere Jugoslaviens diktator Milosevic. Partitoppen bakker op Men Margrete Auken siger i dag, at hun tilslutter sig De Grønne i EU-Parlamentet, og hun mener, at hun har tilstrækkelig støtte fra ledende SF´ere, men hun erkender, at hun trodser hovedbestyrelsen. »Nu sætter jeg mig og skriver til hovedbestyrelsen med det samme og fortæller hvorfor, jeg har valgt, som jeg har. Og så strækker jeg alle de hænder frem, som jeg har, og håber, vi finder ud af det med hinanden«, siger Margrete Auken til RadioNyhederne. To muligheder Margrete Auken har overvejet at trække sig som parlamentsmedlem, men hun vælger nu at trodse beslutningen i hovedbestyrelsen og håber på at kunne beholde sin plads i Parlamentet. Når beslutningen er så afgørende netop nu, så skyldes det, at mandag er sidste frist for SF for tilmelding til en partigruppe i EU-parlamentet. Hvis Margrete Auken trækker sig fra sin plads, så bliver det Pernille Frahm, som erstatter hende, oplyser Tine Bendix Knudsen. Margrete Auken tilhører SF's EU-venlige fløj, mens Pernille Frahm er mere EU-skeptisk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























