Dårligt sommervejr giver flere syge børn

Hårdt vejr ved Vesterhavet mandag. - Foto: Pelle Rink
Hårdt vejr ved Vesterhavet mandag. - Foto: Pelle Rink
Lyt til artiklen

Det dårlige vejr er ikke kun surt. Det giver også flere syge børn. Rigshospitalet og Odense Universitetshospital melder om et boom i antallet af små patienter. »Vi har meget mere travlt, end vi plejer at have i juli måned. Vi ser nogle vejrtrækningsproblemer og virusinfektioner, som vi ikke plejer at se på denne tid af året. Og vi er ret sikre på, at det er vejrets skyld«, siger overlæge på Rigshospitalets børneintensive afdeling Kaare Lundstrøm. RS-virus om sommeren Alvorlige børnesygdomme som RS-virus, der er en luftvejsvirus, ses normalt kun om vinteren og i det tidlige forår. Men i år, hvor antallet af solskinstimer i juni på eksempelvis Sjælland kun var 161 timer mod normalt 218 timer, er RS-virus også blevet en sommersygdom. »Vi ser den aldrig om sommeren, men i år har vi haft mange børn med verificeret RS-virus den seneste måned«, siger Kaare Lundstrøm. På Odense Universitetshospital er meldingen den samme. »Vi har flere indlæggelser nu, end vi normalt har på denne årstid. Det er især infektionssygdomme. Vi har også haft børn indlagt med RS-virus, hvilket ellers er uhørt i juli måned. Det er helt usædvanligt«, siger Arne Høst, der er overlæge på hospitalets børneafdeling, og fortæller, at det er ikke vejret som sådan, der giver flere syge børn. Det skyldes, at børnene er mere indendørs. »Når vejret er dårligt, bliver børnene indendørs både derhjemme og i institutionerne. De er klumpet sammen og smitter hinanden, ligesom om vinteren. Når de er ude, hvor der er mange kubikmeter luft omkring dem, bliver de ikke nær så syge«, siger Arne Høst. Ingen statistik over juli-besøg hos lægen De praktiserende læger fører ikke statistik over antallet af besøg i juli. Men formanden for De Praktiserende Læger, Michael Dupont, siger, at også de kan mærke det dårlige vejr: »Vi ser et lidt højere antal virusser end normalt, men ikke så vi er ved at segne«, siger han. Apotekerforeningen får først apotekernes salgstal for juli om en måned. Men allerede nu meldes om et mersalg af især hostesaft og næsedråber. Det er endnu for tidligt at sige, om det dårlige vejr får en betydning for efterårets antal af infektioner. »Hvis vi får en tør og varm august og sensommer, kan det stadig nå at udligne sig«, siger Arne Høst fra Odense Universitetshospital.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her