International kritik af dansk udlændingelov

Lyt til artiklen

Hvis ikke Danmark lemper sin restriktive udlændingelovgivning, er der risiko for, at Danmark ikke opfylder menneskerettighederne fuldt ud. Det fastslås i en rapport fra Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles, efter fire dages studier i Danmark. Rapporten omhandler også forhold for psykiatriske patienter, ofre for politiovergreb, kriminelle fra Grønland med mere - men det er Foghregeringens opstramning af udlændingereglerne, som Europarådet især fokuserer på. Kritik af regler for familiesammenføring Den indsnævrede adgang til familiesammenføring fylder meget. Et kritikpunkt er kravet om, at man for at opnå opholdstilladelse for sin ægtefælle skal stille med en bankgaranti på 50.000 kroner samt have haft beskæftigelse i minimum et år. Europarådets menneskerettighedskommissær mener, at der dermed ikke er lighed for loven. »Det medfører uundgåeligt en betydelig bekymring og frygt, hvis man er under konstant fare for at blive separeret fra sin ægtefælle eller bliver nødt til at flytte til udlandet for at fortsætte familielivet. Sådanne restriktive kriterier risikerer at modarbejde bestræbelserne på at opnå større integration«, skriver Alvaro Gil-Robles. Haarder: Rapport fuld af fejl Integrationsminister Bertel Haarder (V) mener, at rapporten fra Europarådet er fuld af fejl. Hans ministerium har krævet at få bragt et langt svarskrift som appendiks til hovedrapporten - og det har Haarder fået. Til Politiken siger Bertel Haarder, at de skærpede krav ved familiesammenføring efter hans opfattelse er til gavn for herboende udlændinge, der i mindre grad risikerer at havne i tvangsægteskaber og proforma-ægteskaber. Ministeriet forsvarer sig i sit svarskrift i øvrigt med, at de økonomiske krav fremmer integrationen, »ved at tredjelandes borgere er aktive på arbejdsmarkedet i stedet for at være afhængige af sociale ydelser«, som ministeriet skriver. Afviser kritik Ministeriet afviser, at der skulle være problemer med Flygtningenævnets sammensætning - tidligere bestod nævnet af fem medlemmer, men i dag kun tre - Dansk Flygtningehjælp sidder ikke med mere. Til det svarer Integrationsministeriet: »Der findes ikke noget bevis for eller indikation af, at de nuværende medlemmer af Flygtningenævnet ikke skulle være uafhængige, upartiske eller kvalificerede«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her