Busserne skal køre pænere

Lyt til artiklen

Antallet af passagerer, der kommer til skade under busturen, er faldet fra 386 i 2002 til 181 i 2003, viser nye tal fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR). Nedgangen skyldes især færre dørulykker, efter at man har installeret alarmer. De forhindrer chaufføren i at lukke dørene, hvis passagererne ikke er nået ud, og i at køre, hvis dørene ikke er lukket. Derimod er antallet af faldulykker, som sender passagerer på skadestuen med forslåede lemmer, ikke dalet. Mere uddannelse Derfor skal chaufførerne uddannes bedre, så de kører pænere og undgår, at passagererne falder, mener Chaufførernes Fagforening, som organiserer 70 procent af de chauffører, der kører på Frederiksberg og i København. Trafikdirektør Johannes Sloth synes ellers, at tallet er flot set i forhold til, at HUR fragter 200 millioner mennesker rundt om året. »Det er urealistisk at komme helt af med falduheldene. Vi arbejder på det, men vi kan ikke hekse«, siger han. Faldulykkerne sker, når bussen bremser hårdt op eller sætter hårdt i gang. Kritik fra både passagerer og chaufførernes fagforening peger på, at grunden til uheldene er, at chaufførerne er pressede tidsmæssigt. »Mange chauffører føler, at dagligdagen er fuld af stress, og der skal ikke meget til, før passagererne oplever det som dårlig kørsel«, siger Michael Hjorth, medlem af miljøudvalget i Chaufførernes Fagforening. Den kritik kan Johannes Sloth ikke genkende. Mere tid til turene »Vi har faktisk lagt mere tid ind i planerne på grund af mere trafik i byen«, siger trafikdirektøren, som også nævner mere uddannelse af chaufførerne som årsag til færre uheld. Chaufførerne skal have en obligatorisk certificering, hvor de blandt andet skal køre hensynsfuldt. Det foregår ved en prøve, hvor en 'eksaminator' kører med den nyansatte chauffør, uden at chaufføren ved hvor og hvornår. Øvelsen gentages efter tre år. Michael Hjorth mener ikke helt, det er nok, fordi eksamen mest handler om færdselsreglerne. I stedet vil han nu lægge hensynsfuld kørsel ind i uddannelsen af chaufførerne, som han selv er med til at planlægge. »De skal lære at køre med levende mennesker«, siger han. Samtidig foreslår han efteruddannelseskurser i økonomisk kørsel, som også vil betyde, at bussen kører mere blidt igennem byen. HUR opfordrer passagererne til at tage bussens nummer - et firecifret tal - og eventuelt buschaufførens navn, hvis de falder i bussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her