Socialdemokraterne er blevet lune på ideen om at omdanne landets gymnasier til selvejende institutioner og indføre det omdiskuterede taxametersystem, som kendes fra universiteterne. For få uger siden optrådte partiets topfolk Frank Jensen og Pia Gjellerup ellers i en landsdækkende kampagne som underskrivere i en annonce mod selveje, som Danske Gymnasieelevers Sammenslutning indrykkede i Morgenavisen Jyllands-Posten. Men nu er tonen ændret: S vil minimere skaderne »Vi må se realiteterne i øjnene. Regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget at gøre gymnasierne selvejende som led i kommunalreformen. Nu kan vi så prøve at afbøde skaden«, siger Frank Jensen og fastslår: »Hvis vi kan få lov til at sætte vores fingre på aftalen, vil vi gerne være med«. De nye toner fra S modtages med hovedrysten fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og begge sider i Folketinget. I annoncen i Jyllands-Posten havde Socialdemokraterne nemlig skrevet under på budskabet 'Nej til selveje'. »Der er tale om et løftebrud over for gymnasieeleverne. Partiet har eksplicit givet udtryk for, at man er enig i vores kritik af regeringens planer. Og nu går partiet ind og leverer et vaskeægte knæfald for regeringen«, siger formand for DGS Thor Möger Pedersen. I begge sider af Folketinget undrer man sig over partiets kursskifte. Venstres Gitte Lillelund Bech kalder Frank Jensen for en vendekåbe. Og Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at S »tager pis på gymnasieeleverne«. Usund konkurrence »Man åbner op for, at det bliver hensynet til den økonomiske bundlinje, der bliver afgørende i det ny system. At man fremmer en usund konkurrence mellem gymnasierne frem for at lade dem udvikle fagligheden i fællesskab«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Men sådan bliver det ikke, hvis S får indflydelse på udspillet, lover Frank Jensen. Ifølge partiet skal taxameterpengene - det beløb, gymnasierne vil få per elev - bruges på undervisning og støtte til gymnasier i tyndtbefolkede områder. DGS er skeptisk. »Det er da muligt, at partiet kan forbedre regeringen og DF's aftale på enkelte punkter. Men uanset hvad ender det med at blive en langt værre løsning end den, partiet oprindelig foreslog: fortsat at lade gymnasierne styre regionalt«, siger Thor Möger Pedersen fra DGS.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























