Minister angriber professorer

Videnskabsminister Helge Sander (V) vil have rektor til at reagere. - Foto: Thomas Borberg
Videnskabsminister Helge Sander (V) vil have rektor til at reagere. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Det er »helt uacceptabelt«, hvis der er professorer, der har devalueret den faglige standard på universiteterne, og universiteternes ledelse skal skride ind. Det skriver videnskabsminister Helge Sander (V) i et svar til Kristendemokraternes forskningsordfører, Bodil Kornbek. Hun bad ministeren forholde sig til, at fem professorer først i juni åbent indrømmede i Politiken, at de har været med til at slække på de faglige krav på universiteterne, fordi bevillingerne - det såkaldte taxameter - kun udløses, hvis de studerende består. Professor på Engelsk Institut Peter Harder tilstod direkte, at han som studieleder »var ansvarlig for at forringe uddannelsen for at være økonomisk effektiv«. Alligevel har rektor på Københavns Universitet Linda Nielsen ikke tænkt sig at gribe ind over for ham eller de andre professorer. Hun mener, at der skal være plads til, at forskere på universitetet står frem og kritiserer forholdene. »De skal sige, at her er nogle problemer, så vi får en debat om, hvad der sker, når vi indfører en markedsstyring på universiteterne. Peter Harder siger jo heller ikke, at han indførte en kvalitet, som vi ikke kan være bekendt, men at de var nødt til at gøre det her, ud fra de vilkår de har«, siger Linda Nielsen. Dygtige professorer Linda Nielsen understreger, at deres udmelding skal ses i sammenhæng med, at taxameteret er faldet de senere år, og at de er fem meget dygtige professorer med høj faglig profil. »Det afgørende er, at jeg fuldt kan stå inde for det faglige niveau. Vi leverer meget kvalitet for pengene«, siger Linda Nielsen. Hun vil dog mødes med de fem professorer i dag for at diskutere deres synspunkter, men hun understreger, at Rektorkollegiet ikke kan få øje på et alternativ til taxametersystemet. Det er Helge Sander (V) tilfreds med. »Jeg forventer, at Linda Nielsen sætter tingene på plads over for de fem professorer. Hvordan, bliver hendes ansvar«, siger Helge Sander. Han har i sit svar til Folketinget understreget, at kvalitet og faglighed ikke reguleres via taxametersystemet, men via universiteternes ledelse, censorkorpset og evalueringer. Taxameteret forringer kun kvaliteten, hvis undervisere og ledelse tilsidesætter reglerne og kompromitterer deres egen faglighed. Kritik bliver hørt Peter Harder fastholder dog stadig, at et system, der belønner uddannelser for at lade så mange studerende komme igennem som muligt, går ud over fagligheden. Han og de andre tog netop bladet fra munden for at advare mod at indføre taxametersystemet i gymnasiet, fordi det modarbejder intentionen om at styrke fagligheden. »Det lyder godt, hvad Sander siger, men problemet er bare, at det ikke passer. Vi har siden vores udmelding fået talrige sympatitilkendegivelser, nogle med yderligere eksempler på, hvordan bestemte eksamener matematisk fastlægges sådan, at der består så mange, man har brug for, for at få budgettet til at løbe rundt«, siger Peter Harder. De fem professorers kritik har dog ikke været helt forgæves. Ifølge Helge Sander er et udvalg ved at analysere hele taxametersystemet, og de vil også tage stilling til professorernes kritik. Og selv om regeringen og Dansk Folkeparti som led i strukturreformen netop har besluttet, at gymnasierne skal overgå til taxametersystemet, bliver det først, efter at taxasystemet er blevet kulegravet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her