Den nye lov om at unge skal være fyldt 16 år for at kunne købe spiritus og tobak tegner til en fiasko. Ingen har ressourcer til at håndhæve loven og de unge gider ikke hente legitimationskortet. Det var ellers et stort flertal i Folketinget som vedtog, at fra 1. juli skal de unge være 16 år for at kunne købe sprut og smøger og for at undgå debat om over eller under 16 år kan alle mellem 16 år 18 år hente et legitimationskort på kommunen. Lov bondefanger kassemedarbejdere »Lovgivningen er dødfødt«, siger Bent Aarrebo Pedersen, Danmarks Handelsstandsforening, der mener politikerne er til grin og burde have forudset problemerne. »Det er en lovgivning, der bondefanger kassemedarbejderne i butikkerne til at sige nej til kunder, der ofte bor tæt på dem selv privat, og det kan være svært. Er der nogen, der er til grin i dette, er det politikerne. Hensigterne er gode nok, men mulighederne for indfrielse blæser bort i vinden«, siger Bent Aarrebo Pedersen, og henviser til, at under 100 unge har bestilt legitimationskortet. Beror på et skøn De unge kan møde spørgsmålet om id-kort i Netto, Føtex eller Bilka. Her har samtlige kassemedarbejdere skrevet under på, at de er klar over, at aldersgrænsen fra 1. juli er 16 år og, at de kan spørge om id-kort fra alle kunder, hvor der kan være tvivl om alderen, forklarer Dansk Supermarkeds informationschef Poul Guldborg. »Det beror på et skøn, og i tvivlstilfælde spørger man. Men når en medarbejder fire gange på en dag har spurgt en 17-18 årig om id, kan det være tungt at blive ved med at spørge«, siger han. Politiet tager sig ikke af reglerne Politiet har afvist at tjekke om butikkerne håndhæver loven og formanden for Danmarks Politimesterforening Poul Løhde har forklaret, at det har politiet ikke ressourcer til. »Der er ingen, der forventer at politiet skal tage sig af de nye regler. Det må være op til butikkerne og forældrene at sørge for, at den nye aldersgrænse bliver overholdt«, sagde Poul Løhde på lovens anden dag til Radioavisen. Det er informationscheften ikke helt enig i: »Det altoverskyggende ansvar ligger hos familierne. De bør tage en snak med de unge og få etableret en alkoholpolitik for hele familien«, siger Poul Guldborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























